Musikalsk byvandring på Amager

Lørdag 27. november inviterer “Stemmer fra Amar” på Amagerbrogade til en musikalsk og historisk byvandring. Historiker, journalist og podcaster Majken Astrup fortæller og de to jazzmusikere Jesper Løvdal og Ida Hvid spiller jazz under turen.

Podcaster Majken Astrup og de to jazzmusikere Jesper Løvdal og Ida Hvid.

 

Af Lene Dam Jørgensen

Lørdag 27. november fra kl. 10 til 12 inviterer “Stemmer fra Amar” på Amagerbrogade 156 til en historisk og musikalsk byvandring, hvor Amagers historie fortælles af historiker, journalist og podcaster Majken Astrup og de to jazzmusikere Jesper Løvdal og Ida Hvid spiller jazz imens.

Deltagerne lærer om Amagers historie på en musikalsk måde og opdager nye sider af øen. Begge jazzmusikere er fra øen.

”En søndag på Amager”

Den musikalske og historiske byvandring går helt tilbage til Johanne Luise Heiberg, der skrev vaudevillen ”En søndag på Amager”, der netop foregår på Amager.

Johanne Luise Heiberg var en afholdt skuespillerinde på Det Kongelige Teater i midten af 1800-tallet. Hun boede i næsten tyve år på Christianshavn, men elskede Amager, hvor hun jævnligt gik ture. Hun nød ensomheden, vidderne og naturen, og skrev vaudevillen netop fra Amager.

Hollænderbønderne

Deltagerne kommer vidt omkring på turen inden for 150 amagerkansk musikhistorie, der også bliver koblet sammen med øens øvrige historie. Det kommer også til at handle om dengang hollænderbønderne flyttede til øen, og om hvilken indflydelse de fik på øens udvikling. På turen kommer deltagerne forbi arbejderkvarterer og hører om de mange fabrikker, der kom for over 100 år siden.

Kendte musikere og sangere

Byvandringen krydres med musikalske eksempler på musikere, sangere eller sange, der har tilknytning til øen og selve dens historie. Det er John Mogensen, Grethe Ingmann, Kim Larsen eller Natasja.

Undervejs på byturen er der også en lille forfriskning til deltagerne.

Om journalisten og musikerne

Majken Astrup står bag podcasten Stemmer Fra Amar, som fortæller øens historie før og nu og kan høres i de fleste podcastapps.

Kontrabassisten Ida Hvid er blandt de fremadstormende unge jazzmusikere. Ida Hvid er kendt fra en lang række forskellige danske og internationale sammenhænge lige fra Niels Jørgen Steens Big band til Alvin Queen trio, der alle sammen har deres rødder i jazztraditionen.

Jesper Løvdal har i sin karriere optrådt med blandt andet Birthe Kjær, Marilyn Mazur, Jomi Massage, Ib Glindemann og Kresten Osgood.  Tivolis Big Band, Roskilde Festivalen, Femø Jazzfestival og Fanø Freefolk har nydt godt af hans mange instrumenter og musikalske leg for åbent tæppe.

 Om Stemmer fra Amar

Stemmer fra Amar er en podcastserie om Amagers historie. Her kan der læses og ses billeder af øen, og der er således mulighed for at blive klogere på Amagers historie.

Projektet er støttet af Amager Øst og Vest Lokaludvalg, Tårnby Kommune, Dragør Kommune og Museum Amager. Den historiske og musikalske byvandring er på to timer og er på tre kilometer. 25 deltagere kan deltage. Der skal bestilles billetter på billetto.dk og det koster 50 kroner.

 

 

 
 

Seneste artikler

 
 
 

Fik du læst?