Elever går til kamp mod digitale krænkelser

Ørestad Gymnasium dedikerede i efteråret en hel uge til at finde løsninger på problemet med digitale krænkelser blandt unge. 130 elever lavede film om emnet, og ugen blev afsluttet med et stort award show, hvor vinderfilmene blev fundet. 

Vindergruppen og borgmester Sisse Marie Welling (nr. tre fra højre)

 

Af Trine Hvam Madsen

Problemet med digitale krænkelser blandt unge er mere aktuelt end nogensinde. Netop derfor blev digitale krænkelser temaet for den stort anlagte projektuge for 2 g’erne på Ørestad Gymnasium. Eleverne gik fra at være skoleelever til at grundlægge deres eget kreative bureau i rollespillet “Bureau for en uge”.

Red Barnet

I løbet af ugen producerede de unge korte casefilm, der illustrerede problematikken med digitale krænkelser og viste bud på løsninger. I processen fik eleverne undervisning og rådgivning fra Red Barnet og en række prominente reklamevirksomheder, kreative bureauer og filmselskaber, bl.a. Bacon Production og reklamebureauet Strategy CPH.

Analyser og film

Eleverne lærte at lave analyser, idéudvikling og film. Og så lærte de en hel masse om, hvorfor digitale krænkelser finder sted, og ikke mindst, hvordan man skal forholde sig, hvis man selv skulle opleve fx at få delt et billede ufrivilligt eller blive offer for grooming.

Lærerigt projekt

Immanuel Alembene og Noa Jensen fra 2.M. synes, det var motiverende og lærerigt at deltage i projektet. “Jeg har mediefag, så jeg vidste i forvejen, hvordan man optager og redigerer film, men det var rigtig fedt at få en ny vinkel på processen,” siger Immanuel.

Noa tilslutter sig og fortæller, at hun synes, det var vigtigt, at projektet var koblet op på noget fra virkeligheden. “På den måde kom det til at virke meget autentisk,” siger hun. “Og så var det fedt, at vi lærte så meget om, hvordan man arbejder med at få nye ideer og arbejde med innovative processer.”

Autentisk undervisning

Uddannelsesleder på Ørestad Gymnasium, Suzette Tindal, mener det er vigtigt, at eleverne arbejder med autentiske projekter, der kan bruges i den virkelige verden, som en del af deres skolegang: “Når eleverne arbejder med autentiske projekter, bliver det, de lærer mere relevant og giver en større meningsfuldhed i forhold til den faglige viden, som de møder i gymnasiet,” fortæller Suzette. “Samtidig øger det også elevernes motivation,” siger hun.

Borgmester overrakte priser

Projektugen blev afsluttet med et stort award show på gymnasiet, hvor der blev overrakt priser til de bedste film. En jury bestående af kreative folk fra film- og reklamebureauer samt sundhedsborgmester, Sisse Marie Welling, havde, forud for den store dag, gennemset alle filmene og fundet vindere i 5 forskellige kategorier.

Og juryen var imponeret over det høje niveau. Sundhedsborgmester, Sisse Marie Welling, benyttede sin tale til award showet til at takke eleverne for deres indsats.

“I har været rigtig dygtige til at beskrive, hvor store konsekvenser, det kan have, hvis man får delt intime billeder på nettet. I kan være rigtig stolte af jeres store indsats,“ sagde Sisse Marie Welling, der samtidig opfordrede eleverne til at bruge deres stemmer til at dele budskabet med andre unge.

Stolt rektor

Også rektor, Mads Lyngby Skrubbeltrang, var stolt af elevernes indsats: “Eleverne har lavet film med et vigtigt budskab. Og de har arbejdet kreativt og meget selvstændigt,” fremhæver Mads, der især er glad for det innovative aspekt i projektet. “Man er innovativ, hvis man tænker nyt og skaber værdi for andre, og det gør elevernes produkter. De er med til at gøre folk klogere og det skal de være stolte af,” uddyber han.

Tænk før du deler

Hovedprisen – Grand Prix, der blev overrakt til den bedste film, gik til Noa Jensen, Karoline Bennetzen, Immanuel Alembene og Sofia Turan fra 2.M. for deres film “Tænk før du deler”.

Filmen fokuserer på, at man får en plet på straffeattesten, hvis man deler billeder af andre online. Juryen lagde i bedømmelsen af filmen vægt på, at den vil kunne have en reel effekt på digitale krænkelser, fordi den vil kunne benyttes som oplysning til en bred målgruppe.

Elever vinder re-make af deres film

Noa, Karoline, Immanuel og Sofia er stolte over, at deres film løb med den fornemme pris. “Vi havde overhovedet ikke regnet med at vinde, fordi der var så mange gode film med i konkurrencen,” fortæller Karoline. “Så vi blev meget overraskede, men selvfølgelig også rigtig glade.”

Udbredt budskabet

Eleverne glæder sig især over hovedpræmien, der er et re-make af filmen, hvor den indspilles på ny med hjælp fra professionelle filmfolk. “Vi havde jo kun regnet med, at filmen skulle vises for vores klasse,” siger Noa. “Men vi synes jo vores idé er god, så det vil da være godt, hvis den endelige film bliver spredt blandt unge, så vi kan få udbredt vores budskab.” Immanuel håber også på at sprede budskabet til andre unge. ”Hvis vores film reelt vil kunne hjælpe nogen, er det jo perfekt,” siger han.

Vinderfilmen og de andre produktioner, der var med i opløbet kan ses på Ørestad Gymnasiums YouTube-kanal ‘OEGTuben’.

 

 

 

 

 

 

 

Seneste artikler

 
 
 

Fik du læst?