Wiebke fik Dragørs Handicappris

På FN’s internationale handicapdag fik Wiebke Zickert, som er leder af arbejdet og formidlingen omkring “Lydavisen” Dragørs kommunes Handiccappris 2021.

Fra venstre  Nicolaj Bertel Riber, formand for social-, sundheds- og arbejdsmarkedsudvalget, prismodtager Wiebke Zickert og Jeanet Barth, formand for Handicaprådet i Dragør.

 

Der var fuld opbakning fra Handicaprådet til, at det var Wiebke Zickert, som skulle have årets Handicappris og den store anerkendelse af hendes virke. Og Wiebke tog glad og rørt imod prisen, som består af en cirka 20 centimeter høj bronzefigur. Prisen blev overrakt på FN’s internationale handicapdag fredag 3. december.

Skulpturen er skabt af kunstneren Flemming Brylle fra Dragør og forestiller et par hænder. Derudover modtog Wiebke Zickert 5.000 kr.

Belønner initiativer

Formand for social-, sundheds- og arbejdsmarkedsudvalget Nicolaj Bertel Riber, som også er næstformand i Handicaprådet siger: ”Med handicapprisen sætter vi fokus på handicapområdet og belønner særlige initiativer eller handlinger, der gør en forskel for borgere med handicap. Handicapprisen handler om at have gjort en forskel for andre.”

Gør livet lettere

Han bakkes op af Jeanet Barth, formand for Handicaprådet, som siger: ”Årets budskab på den internationale handicapdag er: ’Sammen gør vi handicap mindre.’ Og årets prismodtager Wiebke Zickert gør livet lettere for vores svagtseende og blinde. Hun skal have en stor tak for sin store indsats.”

Indstilling til prisen

Som motivation for årets prismodtager lyder: ”Wiebke Zickert er en ildsjæl på mange måder og mange områder. Wiebke er leder af arbejdet og formidlingen omkring “Lydavisen”, der hver eneste uge i året (også i hele den nedlukkede coronatid) produceres og uddeles til blinde og svagtseende. Wiebke får ideerne, gennemfører dem – og leder hele arbejdet. Hun er en fremragende personaleleder for alle de frivillige.”

Wiebke Zickert er desuden frivillig i Dragør Lokalarkiv.

Det er ikke første gang, at arbejdet omkring lydavisen anerkendes. I 2018 gik Dragør Kommunes Handicappris til Dragør Lydavis. Lydavisen formidler de trykte nyheder fra en lokal ugeavis og suppleres nogle gange med andet materiale fra andre kilder. En større gruppe frivillige skiftes til at indlæse lydavisen. Lydavisen retter sig primært mod blinde og svagtseende borgere, men er for alle, der har lyst.

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Midsommerfest på Christianshavn

Christianshavns Beboerhus inviterer til midsommer-gadefest i Dronningensgade med musik, mad og gode vibrationer.   Så er der midsommerfest på Christianshavn. Temaet for Midsommerfesten er “fred” –

Læs mere »