Fra cykelkælder til kunstudstilling

Fire billedkunstnere står bag det succesrige udstillingssted “Simian” på Kay Fiskers Plads 17. Det er indrettet i en tidligere cykelkælder.

En cykelkælder blev til et prisbelønnet udstillingsted.

 

Af Lene Dam Jørgensen

 

Fire billedkunstnere driver udstillingsstedet Simian, der er indrettet i en tidligere cykelkælder ved Ørestad Station på Kay Fiskers Plads 17. Og Simian har vist sig at være en stor succes.

På rekordtid er det lykkedes at gøre en ubenyttet cykelkælder til et velrenommeret og velanset kunstudstillingssted. Derudover er det også lykkedes gruppen Simian at få fat i kunstpublikummet og udstillingsstedet har nu også en stærk position i kunstverdenen.

Årets Kunstnerdrevne Udstillingssted

Simian modtog sidste år prisen som “Årets Kunstnerdrevne Udstillingssted”, som Billedkunstnernes Forbund hvert år uddeler, og som er præmieret af Statens Kunstfond. Simian blev nomineret af publikum, kollegaer og samarbejdspartnere, som er begejstrede for Simians arbejde med nye initiativer og udstillinger, og de fire initiativtagere modtog 25.000 kroner hver.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Simian – prisbelønnet udstillingsted i Ørestaden

Statens Kunstfond har præmieret Simian for gruppens mod, udsyn, og villighed til at tilføre kunstscenen en ny og markant platform.

Åbnede under corona-krisen

Simian havde fået hjælp fra By & Havn til at åbne og renovere udstillingsstedet, som i efteråret 2020 kunne slå dørene op for publikum. Projektet var allerede begyndt i 2016, og i dag er cykelkælderen et lyst og smukt udstillingssted til gavn for lokalområdet og besøgende.

For Simian var det hele startet med at de var begyndt at låne cykelkælderen til udstillinger et par måneder, men egentlig gerne ville gøre det mere permanent, fortæller Toke Flyvholm til Amagernyt.dk.

(Artiklen fortsættes under billedet)

En udstilling med værker af den danske kunstner Kristoffer Kjærskov er lige afsluttet.

Simian har indgået en aftale med By og Havn. Billedkunstnerne har udstillingslokalerne i ti år frem til 2030. By & Havn betaler huslejen, og Simian skal betale for forbrug. Det giver frihed og muligheden for at tænker fremad, for det er billedkunstnere med et højt ambitiøsniveau og alene åbningen var noget helt særligt.

Simian har ambition om at få egen kunsthal og satser også på mange events.  Udstillingsstedet har selv oplevet en stor opbakning og er blevet støttet af diverse fonde og oplevet at folk kommer på udstillingerne.

Mange udfordringer

Simian åbnede midt under corona-krisen i 2020, og som udstillingsstedet selv tidligere har sagt: ” Starten var fyldt med udfordringer og var lidt af en ilddåb. Men på trods af Corona-restriktionerne har vi med kampgejst løst udfordringerne og fået et sted op at køre, hvor vi gennem hele processen har oplevet en stor interesse og opbakning. Vi forsøger hele tiden at skabe nye og eksperimenterende kunstoplevelser med både veletablerede kunstnere og med mindre kendte kunstnere. Så vi er naturligvis glade og stolte for den anerkendelse, vi har modtaget i år. Det er en blåstempling af vores arbejde fra kollegaer, samarbejdspartnere og gæster, som motiverer os til yde vores bedste for, at vi forbliver et relevant udstillingssted i Ørestad. ”

Stor begejstring

By & Havn er glade for, at det er gået så godt med at forvandle den ubrugte cykelkælder til et smukt og moderne udstillingssted.

Udviklingschef i By & Havn, Per Schulze:  ”Vi er meget begejstrede for den modtagelse, Simian har fået. Det beviser, at det betaler sig at være kreativ og nytænkende i måden, vi ser og arbejder med byudvikling på. Vi håber, at Simian kan trække endnu flere lokale og kunstinteresserede til, så det bliver et helt centralt samlingspunkt for områdets beboere. Og måske kan det inspirere andre til at tænke i nye former og formater. I By & Havn understøtter vi gerne flere nyskabende initiativer, der kan gavne kulturlivet og Ørestad som bydel. ”

 

 

Seneste artikler

 
 
 

Fik du læst?