Om forsikringsmænd og herrecykler…

Da jeg forleden slubrede en hurtig kop kaffe i mig på Store Torv i Rønne fik jeg øje på et storslået syn: En herre i en moden alder kom kørende  på en høj, mørk herrecykel.

Med frakkeskåner.

Den pågældende sad rank og strunk på sin cykel, der nord for København ville blive kaldt for en cikel. Hver fugl synger som bekendt med sit næb…

Synet gav mig et kortvarigt flashback til min barndom, hvor vi af og til fik besøg af “forsikringsmanden”.

Han kom gerne efter spisetid, der i mit hjem var kl. 18 sharp, velvidende, at mætte maver er nemmere at tale med end tomme.

Min far rynkede brynende lidt ærgerligt, når han hørte min mors lidt falske velkomst ved døren. “Jamen goddag, kom indenfor, nu skal jeg tage Deres hat og frakke.”

Min far vidste, at tiden nu var inde til at gennemgå husets forsikringer med stigende præmier og papirarbejde til følge.

Men forsikringsmanden var sådan en pæn mand, der sikkert ikke gik på værtshus eller tog på pigesjov.

Det gjorde forsikringsmænd ikke. Sagde man…

Jeg kan huske, at han kørte på en høj, mørke herrecykel, jeg mener af mærket “Hamlet”.

På bagagebægeret var der en praktisk krog, hvor kan kunne hænge sin slidte, brune lædermappe, hvori han opbevarede policer og en stor skriveblok, kuglepen og andre redskaber.

Min mor og jeg var feje som hunde: Vi smuttede ud af dagligstuen og lod far være ene med forsikringsmanden. Samtalen var, i alt fald for mig, og undskyld udtrykket, røvkedelig, så for en stund hyggede min mor og jeg os sammen med en kop te i sikker afstand derfra.

Forsikringer havde nemlig heller ikke min mors interesse. Med mindre de skulle tages i anvendelse altså.

Forsikringsmanden lettede på hatten, når han gik. “Så siger vi det, Hansen, jeg sender papirerne”, lød hans afskedsreplik.

Og så satte han sig op på sin herrecykel og kørte videre til andre kunder. Klienter? Forsikringstagere er vist det rigtige ord…

Der kom også en anden cyklende: Gasmanden, der skulle aflæse gasmåleren i køkkenet samt yderligere en mand fra Københavns Belysningsvæsen, der skulle aflæse el-måleren. De to sidstnævnte iført uniform.

Jeg husker, at min mor efter disse kortvarige besøg altid skyndte sig hen til spejlet for at se, om hun så ordentlig ud efter det kortvarige besøg.

“Jeg er jo ikke gjort i stand“, som hun sagde.

At postbuddet kørte på en flot, gul cykel med sin flotte røde uniform så vi jo daglig. Dem savner man. De røde postbude og deres gule cykler.

Hvorfor deres jakker pludselig skulle være blå, fatter jeg ikke. Og inden De kommer for godt i gang: Ja, der er meget, jeg ikke fatter. Jeg har f.eks. heller aldrig forstået, hvordan et fjernsyn virker, men det er en anden historie.

Men jeg har senere altid været i besiddelse af adskillige sorte herrecykler. Med håndbremser og frakkeskåner. Nu køber jeg dem brugte i Den Blå Avis, men den sidste var nu alligevel en tand for tung at træde. Så måske kapitlet med de sorte gamle herrecykler er forbi.

Og kender De så iøvrigt verdens mest berømte forsikringsmand, Max Bjævermose?

Kendt fra tegneserien Tintin, hvor han dukker op på de mest ubelejlige tidspunkter. Kaptajn Haddock er ved at gå ud af sit gode skind ved ankomsten af denne hurtigsnakkende sælger, der ofte og med en skraldende latter forkynder:

“Hos mig går ingen forgæves, det forsikrer jeg Dem for!”

God weekend…

 

 

 

 

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?