ARTIKEL: Sundby Bibliotek inviterer torsdag 20. januar kl. 19 til foredrag med journalist Helle Juhl om sygeplejerskerne på hospitalsskibet Jutlandia.

Af Lene Dam Jørgensen
Sundby Bibliotek på Jemtelandsgade 3 inviterer torsdag 20. januar kl. 19 til foredrag med journalist Helle Juhl om hospitalsskibet Jutlandia, som Danmark for omkring 70 år siden sendte til Korea (Koreakrigen fandt sted i tiden 1950-1953) for at hjælpe syge og sårede FN-soldater. Hun fortæller ud fra bogen ” Jutlandia – Krig, kald og kærlighed”, som hun udgav sidste år om sygeplejerskerne på hospitalsskibet.
Gennem dagbøger, breve og fotos får deltagerne et indblik i krigens brutale gru, men også i hverdagslivet ombord – og for manges vedkommende endda mødet med kærligheden.
Behandlede omkring 11.000 mennesker
Det danske hospitalsskib Jutlandias humanitære indsats vakte stor opmærksomhed, hvilket ikke mindst skyldtes sygeplejerskernes indsats, men i eftertiden har det mest været de mandlige lægers fortællinger, der er kommet til at tegne historien om Jutlandia.

I de to år skibet var aktivt, behandlede mandskab og besætning cirka 11.000 sårede FN-soldater og civile koreanere.
Korea-krigen opstod som en slags “stedfortræderkrig” mellem USA og Sovjetunionen. Den kolde krig var kommet til Asien. På den ene side stod Sydkorea, støttet af USA, Storbritannien og enkelte FN-lande, mens Nordkorea blev støttet af Sovjetunionen. Den dag i dag er der ikke kommet normaliserede forhold mellem de to lande.
Og Danmark bidrag fornuftigvis med et hospitalskib.
Specialiseret forfatter
Helle Juhl er journalist og forfatter. Hun har siden 1986 arbejdet som freelancer og foredragsholder med speciale inden for landboliv, kvindehistorie og forskellige kulturhistoriske emner. Derudover har hun beskæftiget sig med kirke- og sundhedsstof. Helle Juhl har skrevet flere bøger og udgav sidste år bogen “Jutlandia – Krig, kald og kærlighed”.
Det koster 40 kroner at deltage. Billetter kan bestilles på København Kommunes Bibliotekers hjemmeside.