Jeg ved det jo godt, flere venner har forlængst slettet de apps, der tilhører Danmarks største onlinemedier, eb.dk og bt.dk.
De to forhenværende – og førhen glimrende danske formiddagsaviser – kæmper nu en dødskamp for at overleve. Kampen for de trykte medier er allerede opgivet – B.T. foræres endda gratis væk, og så skal man alligevel betale for en anden udgave af avisen. Det må være for at gøre det nemmere. Det har i al fald ikke været svært for mig at droppe den avis fuldstændigt.
Ekstra Bladets trykte udgave har jeg ikke læst i årevis.
Men så er der jo online-versionerne.
Og her er det, at mine venner kommer ind, for de vil ikke længere lade sig snyde af de bombastiske “Breaking News”, man mødes med – udstyret med alarmerende sorte bogstaver på gul baggrund. Eller også er det omvendt. De såkaldte clickbaits. Alarmerende overskrifter, der skal lokke folk til. Men dækker over noget ragende uinteressant.
Lidt det samme som at købe en Porsche, og det viser sig, at vognen er forsynet med en knallertmotor. Det vil man heller ikke finde sig i.
Forleden blev jeg i et af de to omtalte medier mødt med følgende flammeskrift: BLIV HJEMME!
Nu havde jeg faktisk lige sat vand over til en god kop te, og da det regnede udenfor, så skulle jeg i forvejen ikke nogen steder.
Men jeg tænkte, at jeg alligvel ville se, hvorfor jeg skulle blive hjemme. Var der en terrorist i byen? Giftgasser, der kom drivende ind over hustagene? Hjemmeværnet på gaden? Eller hvad?
Det viste sig, at mediet advarede mig mod at rejse til Ukraine.
Nu havde jeg sådan set ikke tænkt mig – under nogle omstændigheder – at rejse til Ukraine, og jeg ved ikke, hvor mange andre, der har tænkt sig at rejse dertil, mens uroen ulmer?
Så den alarmerende overskrift var jo, kan man roligt sige, noget malplaceret i en avis, hvis læsere, for hovedpartens vedkommende, rejser til Gran Canaria på denne tid af året. Hvis de da ikke i denne coronatid foretrækker at besøge svigermor i Vejle.
Jeg var i øvrigt dum nok til senere at klikke ind på en anden kæmpe overskrift: “DANSK MARERIDT!”
Hva, man forestiller sig alt muligt, men det viste sig, at det var en dansk fodboldspiller, der endnu ikke var kommet sin skade i baglåret kvit. Han kunne derfor ikke spille fodbold før lidt senere på foråret. Nå!
Jeg er da ked af, at et ungt menneske har ondt i låret, for mig er det iøvrigt ligegyldigt, om det er en kendt fodboldspiller eller en lærling fra Amagerbrogade eller Østermarie: Det gør lige ondt.
Og med al respekt for den pågældende fodboldspiller: Stærkt fodboldinteresserede følger sikkert med i de enkelte spilleres helbredstilstand, men en kæmpe overskrift med DANSK MARERIDT? Helt ding-dong!
Ikke at de øvrige medier er meget bedre: I flere uger skulle man ikke tro, at der var andre begivenheder i verden end uroen i Dansk Folkeparti og fodboldspilleren Christians Eriksens comeback. Jovist, vi vil gerne vide begge dele – men uafbrudt?
På den baggrund var det en rigtig god nyhed, synes jeg, at kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), som jeg, hånden på hjertet, først nu har hæftet mig mere indgående med, forleden kunne fortælle, at det nu skal tilflyde de lokale medier flere penge – på bekostning af landsdækkende nyhedsmedier.
Se dét er “Breaking News!”
For her, på dette lokale medie, siger vi: Når det regner på præsten…
God weekend…