Fastelavn på Amager: Her kan man slå skatten af tønden

Det er snart tid til at klæde sig ud, slå katten af tønden og spise fastelavnsboller. Der er er mange fastelavnsfester både lørdag 26. februar og søndag 27. februar – endda også mandag 28. februar. Her er en guide over forskellige fastelavnsarrangementer på Amager.

Der bliver slået katten af tønden mange steder på hele Amager i hele weekenden.

 

Af Lene Dam Jørgensen

På søndag 27. februar er det fastelavn, men også lørdag 26. februar og mandag 28. februar står i fastelavns tegn. Her er en samlet guide til fastelavnsarrangementer for hele familien

Fastelavn i Prismen

Der er fastelavnsfest i Prismen fra kl. 11 til 15 i Holmbladsgade 71. Dørene åbnes kl. 10.30 og der slås katten af tønden kl. 11. Der er også krea workshop med billedkunstner Maria Laug Krogh. Der er gratis kaffe til de voksne og varm kakao og godteposer til de små.

Fastelavn på Ørestad Loppemarked

Lørdag 26. februar kl. 12.00 kan børn op til 13 år slå katten af tønden i Ørestad bypark ved Ørestads Boulevard 70. Der bliver også solgt lækre fastelavnsboller.

Fastelavn på CopenHill

Søndag 27. februar kl. 12 til 14 tager CopenHill på Vindmøllevej 6 imod børn, der gerne vil have nogle sjove fastelavnstimer. Det bliver med ansigtsmaling, fastelavnsboller, kakao, udklædningskonkurrence, og der slås også katten af tønden.

Traditionsrigt fastelavnsridt i Dragør

Søndag 27. februar mødes festklædte ryttere om morgenen. Klokken 16 er der tøndeslagning på Blushøj i Dragør.

Mandag 28. februar mødes rytterne om morgenen og kl. 16 slår 20-30 ryttere katten af tønden til hest på Hovedgaden foran Amagermuseet. I Amagermuseets café sælges der lune æbleskiver og varm Amagerpunch. Amagermuseet har åbent fra kl. 14 til 18.

Fastelavn på Tårnby Musikskole og Kulturhus

Tårnby Musikskole og Kulturhus på Nøragersmindevej 90 inviterer lørdag 26. februar fra kl. 10.30 til 14.30 til fastelavnsfest for hele familien. Der bliver slået katten af tønden indenfor i varmen, hygget og spist fastelavnsboller. Tilmelding senest fredag 25. februar og det koster 30 kroner.

Fastelavn på Amagerbro

Lørdag 26. februar er der optog med Sundby Fastelavnsridning gennem Amagerbrogade med hornmusik, fællessang og flotte uniformer. Kl. 13.50 på Brysselsgade 5-7 på bagsiden af Amager Centeret slår rytterne katten af tønden på hesteryg med en traditionel fastelavnstøndestok og høj hat.

Irma på Neels Torv

Lørdag 26. februar kl. 12.00 er der fastelavn foran Irma på Neels Torv med flotte præmier og masser af slik.

De Små Engle

Der er tøndeslagning ved De små Engle på Magleby Torv 2 kl. 11 for børn i alle aldre og gratis fastelavnsboller, kaffe og te og flotte præmier.

Nathanaels Kirke

Søndag 27. februar kl. 11 er der fastelavnsfest i Nathanaels Kirke i Holmbladsgade 19, udklædte børn og familiegudstjeneste med sognepræst Lotte Forchhammer. Efter gudstjenesten er der tøndeslagning på gårdspladsen og fastelavnsboller i sognegården.

Højdevangskirken

Søndag 27. februar kl. 14 er der festlig fastelavnsgudstjeneste i Højdevangskirken på Irlandsvej 45 ved sognepræsterne Jeanette Sauerberg og Ann-Luise Bjørnebo. Efter gudstjenesten slås der katten af tønden udenfor. Derefter er fastelavnsboller og kakao eller kaffe i sognegården.

Allehelgens Kirke

Søndag 27. februar kl. 12 i Allehelgens Kirke i Ungarnsgade 43 er der en børnevenlig gudstjeneste, hvorefter der slås katten af tønden i kirkehaven.

Simon Peters Kirke

I Simon Peters Kirke på Kastrupvej 155 er der søndag 27. februar kl. 14 fastelavnsgudstjeneste med sognepræst Jens Frederik Olsen og efterfølgende fastelavnsfest i menighedssalen med tøndeslagning, fastelavnsboller og kakao.

Solvang Kirke

Søndag 27. februar kl. 10.30 er der i Solvang Kirke på Remisevej 10 er der fastelavnsgudstjeneste med sognepræst Carsten Kofoed Espersen. Efter gudstjenesten er der tøndeslagning for børnene. Der serveres også fastelavnsboller, kaffe og the ved kirkekaffen.

Korsvejskirken

Søndag 27. februar er der kl. 14 i Korsvejskirken på Sirgræsvej 81 fastelavnsfest for børn og voksne. Børnene kan blive sminket, hvis de kommer mellem kl. 12 og 14. Det begynder med en børnevenlig gudstjeneste med Julie Aaboe i kirken. Bagefter slås der katten af tønden på kirkepladsen og der spises fastelavnsboller.

Tårnby Kirke

Søndag 27. februar er der kl. 10 i Tårnby Kirke på Englandsvej 332 fastelavnsgudstjeneste ved sognepræst Ida Nielsen. Derefter er der fastelavnsfest med fastelavnsboller og kakao. Der slås katten af tønden udendørs, og der er præmier og slikposer til børnene.

Dragør Kirke

Søndag 27. februar er der kl. 10 i Dragør Kirke en børne- og familiegudstjeneste med sognepræst Andreas Wille. Bagefter slås katten af tønden. Der spises fastelavnsboller, slik og drikkes kakao.

GOD FASTELAVNSFEST TIL ALLE

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Midsommerfest på Christianshavn

Christianshavns Beboerhus inviterer til midsommer-gadefest i Dronningensgade med musik, mad og gode vibrationer.   Så er der midsommerfest på Christianshavn. Temaet for Midsommerfesten er “fred” –

Læs mere »