“Hvor ord slipper, begynder musik.”
Citatet er fra den tyske digter Heinrich Heine, og det rammer plet.
Vi kender det fra mange situationer, hvor vi lader musikken erstatte ordet: Som kærlighedserklæring til den eneste ene, mange husker f.eks. den musik de hørte, da de blev forelskede.
Eller i den anden ende ved livets afslutning, som en særlig afsked ved en bisættelse.
Når ordene slipper op. Så overtager musikken vores følelser, vores udtryk…
Jeg kom til at tænke på citatet fra Heine, da jeg forleden aften så en tv-dokumentar om den vidunderlige sopran, Maria Callas.
Udsendelsen om hendes forrygende, triumferende, men også tragiske liv, blev indledt med den smukke, smukke arie “Un bel de vedremo” (En god dag) fra Puccinis opera “Madame Butterfly”.
Her kan man, især i Maria Callas fortolkning synes jeg, fornemme det hele – uden ord.
For det første er melodien jo medrivende smuk – for det andet er teksten det også. Det er en gudesmuk sang om håb – et fortvivlet håb, et ønske, der ikke går i opfyldelse.
Om svigt, om kærlighed, når den smerter mest.
Mon ikke de fleste har prøvet det?
Hvis man er i den fase, så er “Un bel de vedremo” den direkte motorvej til tårekanalernes frie løb.
Hvis man Googler “Un bel de vedremo” og ser i kommentarsporet efter et af de mange videoklip af sangen, så er der interessant læsning: “The first time I listened to this, I cried like a fountain for ten minutes” og “The most beautiful and emotional song ever written…” og “If I were alive a few thousand years from now, I would listen to this over and over…”
Og meget, meget mere i samme stil.
Og sandt er det, at netop denne sang kan få de fleste til at tænke lidt mere over livet – og måske særligt mindes alle de mange gode mennesker, man har været heldig at møde undervejs.
Der er ligesom ikke rigtig plads til alle de andre, når så megen skønhed flyder gennem rummet.
Og om situationer, hvor man selv kunne have opført sig bedre. Det hører med. Smerteligt.
Men når jeg holder særlig meget af Maria Callas version skyldes det måske, at netop “Un bel de vedremo” er et billede af hendes eget liv.
Historien om klassens tykke pige, der sprang ud som den smukke svane – og med en stemme, som verden sandsynligvis ikke tidligere havde hørt magen.
En barsk barndom, der først fornyelig rigtig er blevet afsløret. Jeg vil ikke fortælle det her. Jeg hader den historie. Glædes i stedet over Callas gennembrud som verdensstjerne.
Men med et udpræget følsomt sind bag den glamourøse diva.
Mændene, der snød hende – den første mand i hendes liv stjal hendes penge. Den næste mand hendes hjerte.
Den sidste sigter naturligvis til den verdensberømte gossip-historie med hendes affære med den græske milliardær og skibsreder Aristoteles Onassis. Som vragede hende til fordel for Jacqueline Kennedy.
Men som hun senere tilgav og fornyede venskabet med.
En helt ufattelig society-historie, der blev slugt med glubende appetit af en hel verden.
Man frydes, når denne pige, for ja, det var hun, en ganske almindelig pige, bag det stjernefunklende ydre, blev tiljublet af sine mange millioner fans på de mest storslåede operascener overalt på kloden.
Og man græmmes, når man læser om det korte liv, der de senere år var præget af så megen fortvivlelse og sorg. Hun blev 53 år.
Så er det, at tårerne presser sig på, når La Callas sætter i med “Un bel de vedremo”.
For det er lige her, at ordene slipper op – og musikken begynder…
God weekend.
