Fortalte om udfordrende arbejde i Afrika

Spændende arrangement i Solvang Kirke, da Mission Afrikas generalsekretær Henrik Engelbrekt Refshauge fortalte om organisationens arbejde i Afrika og om forfølgelsen af de kristne i flere, afrikanske lande…

Henrik Engelbrekt Refshauge – på besøg i Solvang Kirke. (Fotos: Lene Dam Jørgensen)

 

Af Lene Dam Jørgensen

Forleden var der spændende arrangement i Solvang Kirke, hvor Mission Afrikas generalsekretær Henrik Engelbrekt Refshauge fortalte om Mission Afrikas arbejde i flere afrikanske lande. Dagen begyndte med en gudstjeneste, hvor både generalsekretæren og Solvang Kirkes sognepræst Jens Henrik Jakobsen prædikede.

Efter gudstjenesten var der kirkefrokost serveret af frivillige ved Solvang Kirke. De frivillige havde lagt et stort arbejde i festdagen. Amagernyt.dk snakkede med en af de frivillige Henning Siegumfeldtom og også hans kone Minna Siegumfeldt, der ligeledes var en af de frivillige. Der var omkring 40 mennesker mødt frem og en rigtig hyggelig og god stemning.

Gør drømme til virkelighed

Derefter var der fællessang, hvorefter Solvang Kirkes sognepræst Jens Henrik Jakobsen gav ordet til Henrik Engelbrekt Refshauge. Han fortalte blandt andet i sit foredrag, at de afrikanske børns store ønske er at få en uddannelse, men at det også er en udfordring.

Henrik Engelbrekt Refshauge fortalte også, at kvinder går meget få år i skole. I Nigeria er det under syv år – og værst ser det ud i Den Centralafrikanske Republik, hvor kvinder gennemsnitligt går i skole i under et år. Faktum er dog, at for hvert år en kvinde går i skole og får en uddannelse, så hæves indkomstniveauet til 12 procent, så uddannelse er virkelig vigtigt, sagde Henrik Engelbrekt Refshauge.

Kirken vokser

Henrik Engelbrekt Refshauge fortalte også om kirkens store vækst i løbet af de mange år, Mission Afrika har arbejdet i Nigeria og i de andre afrikanske lande. I dag siger kirken i Nigeria, at de ikke har brug for udsendte, der er ude så længe som førhen – kun i kortere tid, men at de derimod har brug for nogen til at hjælpe dem med at lære kontorarbejde og økonomi.

Henrik Engelbrekt Refshauge i selskab med Korsvejskirkens forhenværende sognepræst og skribent ved Amagernyt.dk, Agnethe Zimino.

 

Henrik Engelbrekt Refshauge stillede i sit foredrag også skarpt på forfølgelse af kristne i flere afrikanske lande, og understregede, at fattigdom, korruption og kristenforfølgelse er de tre store udfordringer. Nigeria ligger i år på en 7. plads, når det gælder forfølgelse af kristne og i Den Centralafrikanske Republik er det helt umuligt at komme ind.

Afrika vs. Ukraine

Henrik Engelbrekt Refshauge fortalte også, at han havde snakket med udviklingsminister Flemming Møller Mortensen, fordi han synes, at det er for dårligt, at pengene til at hjælpe ukrainerne er blevet taget fra hjælpen til den tredje verden.

Henrik Engelbrekt Refshauge synes, at det er rigtig godt, at ukrainerne bliver hjulpet og de skal også hjælpes, men Mission Afrika prøver at presse på, så pengene bliver taget de rigtige steder fra, så både Ukraine og de lande, der ligger længere væk, også bliver hjulpet.

Satser på frivillighed 

Henrik Engelbrekt Refshauge fortalte også, at Mission Afrika satser på frivillighed. Der er forskellige grupper, som koncentrerer sig om lande som Mali, Den Centralafrikanske Republik, Nigeria og der er også en gruppe, der støtter gadebørn i Cameroun. Der er grupper, der er bygget op omkring sundhed, hvor der samles ting og forskelligt hospitalsudstyr, som så bliver sendt ud til de forskellige afrikanske lande.

Euroshop og sociale medier

Der er danske tøjfirmaer, skoletaskefirmaer og skoforretninger, som gerne vil støtte arbejdet med varer af høj kvalitet: Mission Afrika har således to Euroshops i Mali, hvor varerne sælges. I april kommer der den første Euroshop i Cameroun, og der er også forhandlinger i gang omkring en Euroshop i Nigeria, fortalte Henrik Engelbrekt Refshauge.

Han oplyste endvidere, at den kristne mediekoncern, SAT-7, var gået online og var på de sociale medier på blandt andet farsi, tyrkisk og arabisk.

Sognepræst Jens Henrik Jakobsen sluttede af med at takke Henrik Refshauge, som holder op som generalsekretær for den folkekirkelige organisation til september.

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?