Melodi hva’ for noget..?

 

Indrømmet: Det er måske alderen, der tynger, men jeg regner ikke med at være blandt dem, der skal se Europæisk Melodi Grand Prix lørdag aften.

Dels er det danske bidrag – højest uretfærdigt synes jeg – ikke blandt finalisterne, dels kender jeg ærligt talt ikke en af de øvrige medvirkende, endelig bryder jeg mig for det meste ikke om musikken.

Nu skal man jo passe på ikke at blive nationalistisk og fordømmende, men på den anden side må man vel også have lov at sige sin mening: Meget af musikken fra de østeuropæiske lande, og undskyld, inklusive det ukrainske bidrag, er så langt fra i alt fald min musiksmag, at det ikke falder svært at skrue væk fra DR 1 i aften. (Det er det i øvrigt ikke i forvejen lørdag aften, hvor jeg er træt af at se folk bage kager, sidder på hug med en stegepande i en skovkant eller render rundt og gætter på, hvad andre menneskers huse koster.)

Al ære og respekt for, at mange vil stemme på Ukraine på grund af russernes overfald på landet. Der er en stor symbolik i at vise solidaritet – også ved en lejlighed som denne.

Selv om det jo strengt taget ikke har en døjt med musikken at gøre.

Men måske er en politisk manifestation vigtigere lige nu end en række helt ligegyldige melodier, der for stort set alles vedkommende er glemt i morgen.

Hvad hed vinderen sidste år?

Allerede glemt det?

Det gjorde italienske Måneskin med melodien “Zitti e buoni”.

I 2020 blev arrangementet aflyst på grund af Corona. I 2019 hed vinderen Duncan Laurence og vandt med melodien “Arcade”.

Jeg ved ikke med Dem, men jeg har ingen idé om, hvordan det nummer lød.

Til gengæld sad jeg på første række i Oslo i 1981, da norsk tv fejrede arrangementets 25 års jubilæum. Samtlige de første 25 vindere deltog, heriblandt danske Grethe og Jørgen Ingmann med “Dansevise”.

Der var dramatik i luften den aften:  Parret var gået fra hinanden og for første gang i længere tid skulle de nu mødes – på scenen til en europæisk tv-transmission med millioner af seere.

Grethe og Jørgen optrådte begge 100 pct. professionelt, selv om det samlede danske pressekorps bad en stille bøn, inden parret gik på scenen: Ville Jørgen Ingmanns kendte sceneskræk og store problemer i forbindelse med skilsmissen medføre et sammenbrud under den direkte udsendelse?

Jørgen Ingmann spillede perfekt  – og som alle guitarister ved, i verdensklasse.

Her var også irske Johnny Logan, dansk/schweiziske Lys Assia (første vinder i 1956) samt France Gall, Udo Jürgens, Sandie Shaw, Lulu, Vicki Leandros, ABBA og Bucks Fizz.

Stort set alle verdensnavne, hvilket man, med al respekt, ikke kan kalde een eneste af dette års finalister. Og formentlig også uden chance for at blive det.

Såeeeh, hvad kommer der på to’eren?

God weekend….

 

 

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?