In the summertime…

 

Der kommer til at ske ting og sager i vort lille land denne sommer. Man kan blive helt stakåndet af at tænke på alle de store sportsbegivenheder, Tour de France, maraton, halvmaraton, festivaler, koncerter, folkemøde, loppemarkeder, Distortion – og det rene cirkus midt mellem hinanden.

For hovedstadens vedkommende ledsages disse mange og næsten daglige begivenheder af et fuldstændigt opgravet by, fra ende til anden, fyldt med omkørsler, vejarbejder og lange, lange trafikkøer mange steder – og ikke bare i myldretiden.

Vejarbejderne og omkørslerne suppleres godt op med maraton, halvmaraton, ironman og Royal Run. Når folket ikke vil komme til de løbende, så kommer de løbende til folket.

Ikke noget at sige til, at nogle tager benene på nakken og løber den anden vej – langt væk fra en hovedstad, hvor livet om sommeren for turister må synes udelukkende at bestå af gadefester og løbende mennesker.

Skønt at leve i et land, hvor der dels er tid til at leve på denne måde, dels er fred og ro til at gøre det.

Skal man dryppe lidt malurt i bægeret må det vel være den overdrevne indtagelse af alkohol , der følger med det hektiske liv omgivet af en drukkultur, der har sendt danske unge ind på en berygtet førsteplads som de mest alkoholnydende i Europa.

Resultatet ses desværre næsten hver weekend, hvor unge kommer gruelig galt afsted eller en galning trækker en kniv for at gøre andre ondt .

Det er desværre tilsyneladende prisen for at leve et muntert liv med musik og sprut som det naturlige omdrejningspunkt.

Tour de France-starten i Danmark bliver det foreløbige højdepunkt på et hektisk sommer i Danmark. Ganske vist vil det ikke medføre noget indtjening til Danmark, som initiativtagerne ellers slog meget op.

Med daværende statsminister Lars Løkke og daværende overborgmester Frank Jensen in spidsen var cykelfolket overbeviste om, at nu ville turisterne strømme til Danmark og lægge en masse kugler i kassen.

Teorien blev dog grundigt skudt ned i denne uge, hvor Idrættens Analyseinstitut kunne meddele, at cykelløbet ikke vil påvirke den danske økonomi positivt overhovedet. Snarere tværtimod på grund af alle de offentlige millioner, der skal postes i begivenheden.

Så ved vi det. Og det kunne man jo i grunden også selv have regnet ud: Vi rejser jo heller ikke til Belgien, hvis løbet begynder der, vel?

Ikke desto mindre er det naturligvis stort, at Tour’en kommer til Danmark. Og det er da også skønt at bo i et land, hvor der er gang i noget næsten hele tiden.

Derfor må det vel godt være tilladt at trække stikket en gang i mellem og mene, at nu er det lige før, det tager overhånd. Og det har det måske også gjort med alle de festivaler, som selv den mindste flække nu vil arrangere. Der er efterhånden ganske enkelt ikke frivillige nok, der vil arbejde gratis for de mange festivaler, der holdes i Danmark. Jeg har talt hele 60 stykker, lige fra den efterhånden noget upopulære Distortion i København til den smukke, smukke Wonderfestival på Bornholm.

Men held og lykke og god fornøjelse til alle de, der tager klaphatten på denne sommer og fester igennem.

Det er ikke alle, der følger efter: Forleden gik jeg en tur på en smuk og fredfyldt park, hvor jeg faldt i snak med en ældre dame på en bænk. Hun fodrede nogle fugle, kendte flere af dem, de kom daglig og fik fugls føde af hende, fortalte hun.

For hende var fuglenes velbefindende det vigtigste i verden. Hun talte endda til en af dem, og den kvitterede med en smuk fløjten.

Hun var ligeglad med Royal Run, Distortion og Tour de France. Nød til gengæld den smukke fuglefløjt og stilheden omkring hende.

Det forstod jeg så godt.

God weekend, på den ene eller anden måde…

 

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?