Fhv. sognepræst Agnethe Zimino fortæller om vores tradition med at fejre Sct. Hans Aften
Af fhv. sognepræst Agnethe Zimino
Sankt Hans Aften er en aften, som vi på verdensplan er alene om at fejre i Norden.
I den katolske kirke er 24. juni helgendag for Johannes Døberen, – og han blev jo så i nordisk folkemund kaldt Hans. Den 24. juni bliver betragtet som hans fødselsdag, og festen blev fastsat i 400-tallet og er således en af de ældste kristne fester.
Til Bloksbjerg
Skikken med at brænde bål af kom til i 1700-tallet, og i 1920’erne begyndte man symbolsk at brænde en heks af, så man kunne føle sig tryg – så blev det onde sendt til Bloksbjerg – langt, langt væk. Bloksbjerg ligger i øvrigt i Harzen i Tyskland og er det højeste bjerg i området med en højde på 1.141 meter.
Men tænk hvis man sådan kunne være sikker på, at alt det onde blev sendt væk, når vi på Sankt Hans aften brænder bål af!
God tradition
Men jeg kan nu godt lide vores tradition med at tænde bål på Sankt Hans Aften, og sådan fortolkede kirken også fra gammel tid lyset fra bålet som symbol på Johannes, som udpegede Kristus i en verden af mørke. De hedenske bål blev velsignet af kirken til ære for Døberen, og katolsk liturgi indeholder velsignelser for bålet
Der er noget meget smukt ved at samles omkring ilden, og Sankt Hans aften kan også stå for fællesskab og glæde over livet og sommeren, som vi står overfor, og tanken om det at ville gå imod det onde er heller ikke en dårlig tanke, som vi nok kan have brug for at holde fast i en tid, hvor der i grunden er så meget ondt i verden. Men selve handlingen at sende heksen til Bloksbjerg betyder desværre ikke, at det onde forsvinder – så langt fra.
Djævelske sange
I gamle dage gjorde kirken meget for at stoppe de forlystelser, som faldt på denne aften.
Hurtigt blev det nedskrevet: ”Ingen kristen udfører ved Johannes Døberens fest eller ved nogen anden helgens fest solhvervsritualer, danseri, hopperi eller djævelske sange.”
Et præstemøde
I 1560 blev det f.eks. bestemt på et præstemøde i Roskilde, at alle dem, der deltog i Sankt Hans-festen skulle skrives ned, så de kunne blive sat i kirketugt. Kirketugt betød, at man dermed ikke kunne gå til nadver eller blive viet eller få foretaget en anden kirkelig handling, før ens kirketugt var ovre.
Man havde også nogle underlige tanker på en aften som denne – også noget, vi som kirke slet ikke kan tro på.
F.eks. plukkede man Sankt Hans-urt og anbragte den oppe under loftet, og den, hvis urt først visnede, ville komme til at dø først.
Overtro kalder vi det, men sådan noget overtro skaber altid frygt, og derfor er det kun godt, at vi ikke i år 2021 tænker på den slags mere.
Heldigvis ved vi ikke, hvem der først skal herfra. Vi gør i stedet for det, at vi forbereder os og sørger for at have fred med Gud og det kan vi have – alt sammen p.g.a. Jesus, der døde for os.
Og der var ritualer, så unge ”vidste”, hvem de skulle giftes med.
Hvis det regner…
Der er også en masse gamle vejrprofetier på en aften som denne.
Regner det Sankt Hans Aften, så skal det regne seks uger derefter.
Man sagde også: Jo mere det regner på Sankt Hans aften, des mindre vokser hasselnødderne.
Men der er én ting, som jeg synes, man skal genindføre. Det vil hvert fald enhver præst glæde sig over.
En ost til præsten
Den 29. december 1721 udsendte Frederik den 4. en forordning, der indskærpede bonden at give sognepræsten en ost årligt som midsommerrente efter den sædvanlige Sankt Hans rettighed.
Sikke en god forordning – for præster. Men ak, sådanne privilegier får præster ikke længere!
Der opstod også traditioner, som giver grund til eftertanke.
Folk valfartede til Helligkilder, hvor de forventede at blive helbredt, og der skete spontane helbredelser. Var det alene forventningen, der banede vej for mirakler, eller var det Helligånden, som fik lov at gøre sin gerning? Jeg tror gerne på begge dele.
Johannes Døberen
Sankt Hans festen er heldigvis også blevet fejret som en fest for sommerens komme.
Midsommerdag kaldes Sankt Hans dag, som følger Sankt Hans aften, og det er den blevet kaldt lige siden 1100 tallet- Senere blev den kaldt Jønsmesse, fordi Johannes Døberen blev blandet ind i det. Det er også en fest for Sommersolhverv.
Johannes Døberen blev brugt til at forberede Jesu komme, og vi husker ham. Det er ham, der bliver kaldt Sankt Hans.
Han var en stærk personlighed, som gik ude i ørkenen og spiste honning og græshopper, og fordi han var så speciel, så flokkedes folk omkring ham, og han tordnede løs og sagde til dem, at de skulle vende om – vende om til Gud, for Israels folk var på mange måde korrupte og havde en usandsynlig dårlig moral.
Og de vendte om, da Johannes begyndte at tale, og deres ører blev åbnet for, hvad Gud ville sige til dem, og han døbte dem i Jordanfloden.
Måske ville nogen sige, at vi også her i vores lille land har brug for en Johannes Døber skikkelse, som kunne sige os et par sandheder, men dunnertale virker nok ikke i dag, som det gjorde dengang. Vi ville måske bare stejle og gå helt i baglås, hvis der opstod en Johannes Døber skikkelse iblandt os.
Det ville bare være så skønt, hvis mange, mange flere fik øjnene op for, hvor trygt det er at have tro og tillid til den Gud, som har skabt os.
Et skrøbeligt liv
Jeg har dog en stærk fornemmelse af, at der i Danmark er flere, som har en tro, end vi aner. Denne Corona-krise har vist, at livet er skrøbeligt og kan være kortere, end vi tror. Der er også flere af vore kendte, som åbent siger, at de tror og ber dagligt til Gud! Det ville være dejligt for vore kirker, hvis de fyldtes med søgende, som gerne ville finde mening med deres liv, men det ville måske være allerbedst for dem selv og det samfund, vi lever i!
Glædelig Sankt Hans Aften!