Bagsiden af medaljen

 

Fredag aften spiller det danske kvindelandshold i fodbold landskamp mod Brasilien. Pigerne skal spille – vist nok for første gang – på nationalarenaen “Parken”, og det var da også på tide, at kvindelandsholdet rykkede ind i de samme omgivelser som herrerne.

“God kamp” skal der lyde herfra – såmænd også til spilleren Nadia Nadim, der til de flestes overraskelse alligevel  – trods sin status som ambassadør for det mildest talt tvivlsomme VM i Qatar  og direkte forhånelse af DBU’s noget slatne politik, er blevet udtaget.

Og med hende på holdet må det så til evig tid være slut med det naive udsagn om, at “man ikke kan blande sport og politik”.

Nadia efterplaprer naturligvis dette mantra, ligesom visse andre, egoistiske og pengegridske sportsfolk, der lader hånt om almindelig omtanke, menneskerettigheder og andet – hvis bare de kan sole sig i berømmelsen, tilskuernes beundring og en sand pengestrøm sendt direkte ind på kontoen.

Sport og politik er altid blevet blandet sammen. Mest berygtet er vel nok Hitlers OL i Berlin i 1936, senere scorede diktatoren Franco masser af sympati, da Real Madrid knuste enhver modstander i begyndelsen af 60’erne – og også bag jerntæppet førte de øverste “kammerater” sig frem på bekostning af landenes bedste sportsudøvere.

De rene gangstervælder i Sydamerika har i generationer fjernet folks opmærksomhed på korruption og dårlige levevilkår – bare de kunne juble som gale, når der blev spillet fodbold om søndagen.

Ledelsen i internationale sportsorganisationer, tydeligst indenfor fodbold, er i den grad præget af korrupte kriminelle, at det er utroligt, at der ikke forlængst er gjort op med det.

Et sådant opgør kommer tydeligvis ikke fra dansk side, DBU-lederne har altid logret med halen overfor FIFA og UEFA’s ledelse – også i Danmark har DBU’s topledere tidligere raget godt til sig med høje lønninger, pensioner m.m. Skandaløst.

En skandale er det naturligvis også, at DBU ikke tør tanke ryggen og stå lidt ved sine holdninger: Nej, Nadia burde naturligvis ikke være udtaget, når hun så åbenlyst går imod sin unions holdninger og anvisninger, der ikke alene er unionens, men formentlig også for et stort flertal af den danske befolkning. Tilmed kan hun – trods stor debat om hendes besynderlige reklamerolle, ikke se, at der er noget galt og viser med al tydelighed, det er os andre, der er nogle idioter.

Det er “pissenederen og ærgerligt”, at der skal spilles fodbold, i bogstaveligste forstand på de mange tusinde døde bygningsarbejderes grav i Qatar. Siger Nadia. Og tilføjer, at hun ikke reklamerer for Qatar for pengenes skyld. Nej. naturligvis ikke. Hun må være undtagelsen, der bekræfter reglen om, at “mandlige fodboldspillere går til tatovøren, kvindelige til universitetet…”

Sport er dejlig, og det er dejligt, når det går de danske sportsfolk godt. Til gengæld for hyldesten – og de mange penge, der følger med i dag, kunne man måske forvente en smule gensidig respekt, ordentlig opførelse og en mere altruistisk attitude end den, der er beskrevet ovenfor?

God weekend (- og god kamp)

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Bagsiden af medaljen

  Fredag aften spiller det danske kvindelandshold i fodbold landskamp mod Brasilien. Pigerne skal spille – vist nok for første gang – på nationalarenaen “Parken”,

Læs mere »