Sommercamp på Ørestad Gymnasium vakte glæde hos unge

I løbet af sommeren har det summet af liv og kreativitet på Ørestad Gymnasium. Over 30 folkeskoleelever fra nær og fjern har været på henholdsvis mediecamp og musikcamp på gymnasiet.

Thit og Cille var blandt de unge, der deltog i sommercampen på Ørestad Gymnasium

 

Af Trine Hvam Madsen 

Thit Hedegaard fra 8.klasse på Amager Fælled Skole og Cille Brodthagen, der lige er blevet færdig med 9. klasse på Absalon Skole i Roskilde, var to af deltagerne på mediecampen på Ørestad Gymnasium, der lå i starten af skolernes sommerferie.

Begge har en stor interesse for medier og har erfaring med selv at producere små film. Men det er første gang, de prøver kræfter med det professionelle filmudstyr, som Ørestad Gymnasium stillede til rådighed for campen.

“I starten, da vi lige så kameraerne, tænkte jeg det ville blive svært, og at der var meget at huske, men det har vist sig ikke at være så kompliceret, så jeg er blevet positivt overrasket,” fortæller Cille. Eleverne på mediecampen blev undervist af to mediefagslærere og en studentermedhjælper fra Ørestad Gymnasium. De lærte både teori om film-udstyret og blev hurtigt kastet ud i selv at benytte det, til at producere små fiktionsfilm.

“Vi har lært meget om redigering, og hvordan man kan benytte de tekniske effekter, f.eks. hvordan man bruger lys og lydeffekter til at skabe forskellige stemninger,” forklarer Thit. “ Det er fedt at lære, hvordan man gennem det tekniske, kan gøre sine film mere spændende og actionprægede. Det er vi helt klart blevet bedre til på campen,” pointerer Cille.

“Ørestad Gymnasium er et fedt sted!”

Også på gymnasiets musikcamp, følte eleverne, at der var noget at komme efter rent fagligt. Jonas Christian Hansen og Sophus Bjørg Meldgaard, der begge går på musiklinjen på Højdevangens Skole, synes, der er en god progression i den måde, de bliver undervist på på musikcampen i forhold til det, de allerede har lært i folkeskolen. “Jeg har lært noget nyt på klaver, og samtidig har jeg lært at samarbejde om musikken på en helt ny måde. Det har været meget lærerigt,” mener Sophus.

(Fortsættes under billedet)

Sophus og Jonas fotograferet af Kamma Hammer Bjørch.

Begge elever kendte Ørestad Gymnasium i forvejen gennem forskellige brobygningsforløb mellem Højdevangens Skole og gymnasiet. Derfor var det ikke svært at tage stilling til om de skulle deltage i campen. “Jeg valgte at tage på musikcamp, fordi jeg synes Ørestad Gymnasium er et fedt sted, og så havde jeg ikke så meget, jeg ellers skulle lave i ferien,” fortæller Sophus. “Det er jo også fedt at bruge sin ferie på noget, man er interesseret i,” supplerer Jonas.

Gymnasieelever som undervisere

På musikcampen er det fire nyudklækkede studenter fra gymnasiet, der står for at planlægge og gennemføre undervisningen. Og netop dét motiverer eleverne. “Jeg synes det er fedt og anderledes, og det kan jeg rigtig godt lide,” siger Sophus. Jonas er enig. “Man føler mere, det er en ven, der lærer fra sig,” siger han “De ved, hvad de taler om, men de er ikke så gamle, som lærere normalt er. Derfor føler man, at de lettere kan identificere sig med, hvordan det er at være os,” forklarer Jonas. “Jeg synes også, at vores undervisere er meget nede på jorden og gode til at gøre os trygge, og det er rigtig rart,” supplerer Sophus.

De små tricks

Også på mediecampen har det været et hit at blive undervist af en af gymnasiets tidligere elever.  “Det er fedt, at der er en tidligere gymnasieelev med på campen til at hjælpe os. Han har jo selv prøvet at være medieelev, og er rigtig god til at hjælpe os og lære os små tricks,” siger Cille. Både hun og Thit, synes samtidig, det har været sjovt at snuse til gymnasielivet. “Jeg vil rigtig gerne på et gymnasium, hvor de fokuserer på kreative fag som fx mediefag, fordi man lærer både noget teori og samtidig kan arbejde kreativt,” fortæller Cille, der dog først skal have overstået et udvekslingsophold i USA, inden hun skal vælge gymnasium.

Et værn mod kedsomhed 

Både eleverne på musik- og mediecampen er enige om, at det har været givende at bruge lidt at ferien på gymnasiet. “Vi vil helt klart anbefale andre at tage på camp i sommerferien,” er Cille og Thit enige om. “Man behøver ikke have særlige forudsætninger for at være med, for niveauet passer til alle,” forklarer Cille. “Du skal bare have interessen og så er det en god måde at finde ud af om gymnasiet kunne være noget for én,“ fortsætter hun. “Og så er det jo også klart federe at være her, i stedet for at sidde hjemme og kede sig i ferien,” siger Thit.

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Historier om de forfulgte

Torsdag 29. september fra kl. 16.30 inviterer Korsvejskirken til en aften, hvor sognepræst Julie Aaboe fortæller om det forfulgte mindretal med særlig fokus på Afghanistan

Læs mere »