Amagerfirma serverer spændende cocktails på Food Festival

To cocktailmixere med base på Amager lancerer vinderprodukt fra “Sol over Gudhjem” på Danmarks største madfestival

Tv. Rasmus Poulsgaard og Kasper Riewe Høgh i gang med at servere cocktails på Food Festival.

 

Af Pernille Lindblom

Som afslutning på Aarhus festuge, holdes der for niende gang Food Festival på Tangkrogen i Aarhus her i weekenden. Mere end 250 fødevarevirksomheder, producenter, madkunstnere, foreninger og organisationer er samlet på festivalpladsen ved Marselisborg Havnevej, for at hylde fællesskabet og madkulturen, sammen med de godt 30.000 besøgende, der forventes at lægge vejen forbi.

Siden vinderne af dette års gastronomiske konkurrence på Bornholm, “Sol over Gudhjem” produktpris i kategorien “Drikke” blev kåret sidst i juni, har Amager-duoen bag cocktailbrandet “Quench & Tickle” Kasper Riewe Høgh og Rasmus Poulsgaard, haft travlt med at lancere deres produktserie af drinks på dåse over hele Danmark.

På Amagerfælledvej

”Som en del af vores markedsføring, har vi profileret os på forskellige platforme denne sommer og deltaget fysisk på flere streetfood markeder og festivals. Her på foodfestival Aarhus, har vi mulighed for at møde vores målgruppe og samtidig bruge arrangementet som et udstillingsvindue,” fortæller Rasmus Poulsgaard om iværksætterfirmaet, der til daglig har til huse på Amagerfælledvej, mens han skænker smagsprøver til de mange interesserede, der står i kø for at smage en af de fire varianter i ”canned cocktails” serien.

Kollegaer og forretningspartnere

Det er mere end tyve år siden, at Kasper og Rasmus startede i restaurationsbranchen som bartendere, men de mødte først hinanden i 2009, da Kasper begyndte at arbejde på samme bar som Rasmus.

Efter nogle år besluttede Kasper sig for at at åbne sin egen cocktailbar på Vesterbro, og Rasmus fulgte med. Selvom baren “Duck & Cover” er meget populær og The World’s 50 Best har nævnt den som én af de cocktailbarer, man bliver nødt til at kende, kastede de to bartendere sig ud i endnu et forretningseventyr for halvandet år siden.

”Vi synes det ville være spændende at sprede cocktailkonceptet ud, så det ikke kun var forbeholdt barer med faglært personale, men også blev muligt for hoteller og cafeer at servicere deres gæster med et færdigblandet kvalitetsprodukt, der nemt og hurtigt kunne hældes op, uden at gå på kompromis med smagsoplevelsen”, fortæller Rasmus. Det blev starten på brandet “Quench & Tickle”, der frit oversat, betyder “tørstslukke” og “kilde eller pirre.”

 ”Vi har fundet vores DNA og skabt fire pirrende og intense smagsoplevelser af naturlige ingredienser, på base af fermenteret ananas vin, tilsat ekstraktioner af blandt andet citrusskaller, bitre rødder og bobler”, fortæller Rasmus og tilføjer, at det var vigtigt for makkerparret, at deres cocktails, bar præg af personlighed og kant, fremfor sødme og flygtige smagsnoter.

Sol over Gudhjem

Selvom det blot er få år siden, Kasper og Rasmus fik ideen til de færdigblandede cocktails, blev anden gang, lykkens gang, i konkurrencen om Sol over Gudhjems produktpris i drikkevarekategorien.

”Vi deltog sidste år med vores “Camping Safari” som er en alkoholdig tropical Spritz, men i år vandt vi produktprisen med den alkoholfrie “Sprezza Tura”, som er en koldbrygget braziliansk kaffecocktail lavet på appelsiner og med noter af vanilje og chokolade”.

Fagligt netværk

Udover æren i at have vundet kategorien “Bedste drik” i Sol over Gudhjem dysten, er der også en forretningsmæssig værdi i anerkendelsen for Quench & Tickles, mener Rasmus Poulsgaard:

”Prisen har været adgangsgivende på den måde, at vi er blevet inviteret ind i et fagligt netværk af kompetente sparringspartnere, og så har Irma, der er en af hovedsponsorerne i konkurrencen, udvalgt to af vores cocktails, som de kører salgskampagne på, i hele september. Derudover, bringer de en artikel om os i deres medlemsblad “Krydderi”. så på den måde åbner markedet sig gradvist for os. Derudover er det selvfølgelig lettere at få foden indenfor hos de store kæder som 7-Eleven, når man har en produktvalidering med sig”, slutter han og tilføjer, at det foreløbig er muligt at købe Quench & Tickles canned cocktails i blandt andet Magasins mad- og vin afdeling, men at flere forhandlere er på vej.

 

Seneste artikler

Fik du læst?