Sådan vinder man i Wimbledon

Kulturforeningen Liv i Sundby inviterer tirsdag 20. september kl. 19 til en aften med den tidligere danske wimbledonvinder Frederik Løchte Nielsen og forfatter og tenniskommentator Anders Haahr Rasmussen på Ørestad Bibliotek.

Frederik Løchte Nielsen (th) og Anders Haahr Rasmussen.

 

Tirsdag 20. september kl. 19 fortæller den tidligere danske Wimbledonvinder, Frederik Løchte Nielsen, på Ørestad Bibliotek på Arne Jacobsens Allé 19 om kunsten at gøre det umulige og om, hvordan det lykkedes. Han vil sammen tenniskommentator Anders Haahr Rasmussen og forfatter til bogen ” Da Frederik vandt Wimbledon” tage tilhørerne med tilbage til sommeren 2012, da Frederik Løchte Nielsen vandt Wimbledon.

At vinde Wimbledon-trofæet

Frederik Løchte Nielsen var stort set ukendt tennisspiller, da han ved en tilfældighed fik mulighed for at deltage i verdens mest prestigefyldte turnering. To uger senere havde han besejret en stribe verdensstjerner og kunne løfte Wimbledon-trofæet som den første og eneste dansker nogensinde.

Tilhørerne kommer ved foredraget med ind på tennisbanen” Centre Court” og ser de mirakuløse vinderslag, ned i omklædningsrummet med tennisspilleren Roger Federer og resten af teamet og hjem på værelset, som Frederik deler med sin farmor. Det er fortælling om at følge sit hjerte og sejre mod alle odds.

Livet som tennisspiller

Det er også en hyldest til middelmådigheden. Frederik Løchte Nielsen gør op med forestillingen om, at alle kan nå til tops, at enhver er sin egen lykkes smed, at begrænsninger kun er noget der findes i sindet. Han fortæller om sit eget arbejde med at finde fred med sine dårlige vaner og manglende evner.

Der vil være mulighed for spørgsmål, kommentarer og refleksioner fra publikum.

Tennisspilleren og forfatteren

Frederik stoppede som professionel tennisspiller tidligere på året, og er i dag landstræner i tennis. Han er barnebarn af   tennislegenden Kurt Nielsen og har vundet flere Danmarksmesterskaber. Frederik blev professionel tennisspiller i 2001 og har en international karriere bag sig. Han vandt som den første dansker ved Wimbledon for seniorer i double  2012 sammen med englænderen Jonathan Marray. Han blev i 2012 kåret som årets tennisspiller.

Anders Haahr Rasmussen er tenniskommentator, journalist, forfatter og foredragsholder. Han har udgivet en række bøger, herunder ” Da Frederik vandt Wimbledon – et tenniseventyr”. Anders skriver blandt andet for Politiken, den medlemsbaseret digital avis ”Zetland” og dagbladet Information. Derudover er han tenniskommentator på sportskanalen Eurosport.

Seneste artikler

 

Fik du læst?