At være – eller ikke at være…

 

At være eller ikke være…

En ung skribent på onlinemediet “Heartbeats” funderer over begrebet ”at være københavner…”

Hun er en af de mange, mange tusinde unge mennesker, der ikke gider bo i Tinglev eller Hjørring og pakker rygsækken og drager til København.

Trods det, at det, oprigtigt talt, aldrig har skortet på advarsler om københavnere, som man flere steder i provinsen rent traditionelt har trukket lidt på smilebåndet af, så er det altså i København, at de unge vil bo, og så kan man i Jylland reklamere nok så meget med den provinsielle herkomst. Hvad hjælper det, når alle de unge vil bo i København?

”Det er nok jyden, der kommer op i mig”, siges det – ikke uden en vis selvfølelse – bl. a. af enkelte politikere.

Og jeg kan bekræfte, at der er rigtig mange gode folk vest for Storebælt, hvor jeg selv i en periode har boet – endda blandt uldjyder på den jyske hede – det var gode år.

Men der er også mange gode folk på Bornholm, Lolland-Falster og Fyn. (Vi er nok let specielle her – vi skal lige se de nye lidt an, lyder det.)

Ja, men sådan lyder det altså alle vegne. Fra Gedser til Skagen.

Det korte af det lange er, at der gode mennesker alle vegne fra Lofoten til Sydafrika- og der er nogle knap så gode sammesteds. Sådan er det jo…

Nu er det blandt ungdommelige skribenter, sædvanligvis med provinsiel baggrund, kommet på mode at skildre, hvordan men bliver ”rigtig” københavner.

Det handler om hvilken kaffe, man drikker, hvilke barer, man kommer på – og hvilke sko man færdes i.

Det er mange år siden, jeg har læst så meget sludder og vrøvl på én gang.

Københavner er ikke noget man bliver på grund af kaffe eller tøj.

Københavner, det er noget man er

Man bliver jo heller ikke bornholmer af at sidde på havnen i Hasle og spise røget sild og drikke Svaneke-øl.

Eller i Vendsyssel og drikke ”en lille sort”, kaffe med brændevin, hvis nogen skulle have glemt det…

For de ungdommelige skribenter er det tilsyneladende mere formen end indholdet, der tæller.

Jeg er københavner kan man roligt sige – født i 2200 Nørrebro.

Og jeg render ikke rundt i de sko eller kommer på de barer, som de unge skribenter nu fabler om.

Og det gør mine københavnske venner heller ikke. Jeg var lige ved at sige tværtimod.

Til gengæld kunne jeg ikke drømme om at forsøge at blive bornholmer, fordi jeg nu tilbringer så meget tid på øen.

Jeg nyder bare at være der, men bornholmer bliver jeg naturligvis aldrig.

Man bliver heller ikke amagerkaner, fordi man sidder på Amagerbrogade og spiser amagermadder.

Vel?

Det var bare det.

God weekend…

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Historier om de forfulgte

Torsdag 29. september fra kl. 16.30 inviterer Korsvejskirken til en aften, hvor sognepræst Julie Aaboe fortæller om det forfulgte mindretal med særlig fokus på Afghanistan

Læs mere »