Den glemte helligdag

På torsdag 29.september er det Mikkelsdag. En helligdag, som næsten helt er gået i glemmebogen, og som blev afskaffet som helligdag her i landet i 1770.

Dagen bliver stadig højtideligholdt i f.eks. den katolske kirke og den anglikanske kirke her i landet og uden for landets grænser, men på andre datoer.

Mikkelsdag er en fest for ærkeenglen Mikael og andre engle. Aftenen før Mikkelsdag hedder Mikkelsaften. Denne aften har man især serveret kommenskringler og mjød.

I Danmark var Mikkelsdag siden middelalderen kendt som terminsdag ved betaling af tiende til kirken, og høsten blev også fejret her. Kirken blev pyntet med korn og frugter, og der blev holdt høstgudstjeneste. Mikkelsdag var også skiftedag, hvor gårdenes ansatte havde lov til at skifte arbejdsplads.

Hjemme spiste man gåsesteg, og festen blev afholdt som et lysegilde. Dagen var en indledning til aftener i vintermånederne, hvor man sad sammen og arbejdede med lys.

Ærkeenglen Sankt Mikael finder vi i bibelen i Daniels bog og i Johannes Åbenbaring – begge steder, hvor han kæmper imod Satan.

Selvfølgelig er der flere forskellige legender om ham, som selvfølgelig ikke har holdt i virkeligheden. I middelalderen var disse populære, og han er derfor afbildet i mange kirker, blandt andet i Tuse kirke ved Holbæk og Sanderum kirke ved Odense.

Man sagde bl.a. om Sankt Mikael, at han hjalp folk ind i himlen ved at lægge en finger på vægtskålen, når det skulle afgøres, om folk skulle i himlen eller i helvede.

Heldigvis ved vi bedre i dag, at Bibelen siger, at vi ikke frelses på grund af gode gerninger, men af Guds nåde og barmhjertighed.

Hav en god Mikkelsdag på torsdag. En anden søndag vil jeg skrive lidt om engle. De er der nemlig som Guds hjælpere til os.

Kærlig hilsen

Agnethe Zimino, fhv. sognepræst

 

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »