I efterårsferien er der mange aktiviteter klar for børn og deres voksne på Tårnby og Vestamager Biblioteker såsom efterårshygge og workshop, men også forberedelser til Halloween.
Af Lene Dam Jørgensen
Efterårsferien er spækket med aktiviteter for store og små på Vestamager Bibliotek på Ugandavej 11 og Tårnby Bibliotek på Kamillevej 10. Der er på begge biblioteker mange kreative udfoldelser og aktiviteter.
Halloween, højtlæsning og perler
På Tårnby Bibliotek er der hele ugen kreative borde med uhyggelig halloweenpynt og efterårskastanjer.
Torsdag 20. og 21 oktober fra kl. 10 til 14 er det muligt at lave perleplader med efterårsmotiver og halloweengys.
Torsdag 20. oktober fra kl. 16 til 17 læses der højt, og der er også en snak om natur og insekter og om, hvorfor det er vigtigt at passe på naturen.
Forfatter for en dag
Fredag 21. oktober fra kl. 10 til 15 er der forfatterworkshop for unge fra 12 til 18 år, hvor der leges med ord, læses sammen og der prøves også forskellige skriveøvelser.
På Tårnby Kommunebibliotekers hjemmeside kan der ses, hvilke arrangementer der kræver tilmelding.
Halloween og Børnevalg
På Vestamager bibliotek er der hele ugen et kreativt bord med kastanjer og efterårshygge.
De danske folkebiblioteker holder frem til folketingsvalget tirsdag 1. november Børnevalg, hvor børn også får mulighed for at gå til valg. De skal vælge deres favoritkandidat fra kendte og populære børnebøger.
På Tårnby og Vestamager Biblioteker kan børnene stemme ved børnevalget.