Mærkelig tale af præst

DEBAT: Det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg hørte sognepræst Thomas Olssons tale ved det sidste menighedsrådsmøde i Nathanaels Kirke, skriver Elisabeth Louise Brøker i dette debatindlæg:

Nathanaels Kirke. (Foto. Finn Edvard)

Tirsdag aften 15. november var jeg som tilhører til stede ved menighedsrådsmødet i Nathanaels kirke.

Årsagen var, at jeg havde læst og hørt om den i mine øjne fuldstændig urimelig og uretfærdig behandling af sognepræst Ellen Margrethe Gylling, som jeg har kendt i over 30 år.

Jeg har altid oplevet hende som en meget engageret og ansvarsbevidst præst. Jeg har ved flere lejligheder deltaget i arrangementer, hvor Ellen Margrethe Gylling også deltog og lagde stor energi i arbejdet.

Derfor blev jeg meget forundret, da jeg hørte om den seneste udvikling i Nathanaels kirke, hvor jeg ved, at Ellen Margrethe Gylling er meget afholdt. Hun har aflagt mange flere hjemmebesøg end almindeligt  – og ofte sat sig selv til side for at hjælpe andre.

Det er mig fuldstændig uforståeligt, at et fåtal af menighedsrådet kan udvirke en fritstilling af en præst, som ikke har fået mulighed for at fremlægge sin oplevelse af sagen.

Så jeg besluttede mig til selv at danne mig et indtryk ved at deltage i mødet. Jeg og en af mine venner ankom i god tid for at indtage pladser ved tilhørerbordet, som efterhånden blev fyldt af mange tilhørere, som var lige så forundret som jeg.

Jeg mærkede med det samme en anspændt og trykket stemning, som jeg følte prægede os alle, både tilhørere og selve menighedsrådets medlemmer.

Mødet startede da også med diskussion af mere formel karakter. De for os tilhørere mest interessante punkter var konstitution af menighedsrådet.

Det indledtes med en tale af præsten Thomas Olsson, som er ret ny præst ved Nathanaels kirke. Han indledte med at give udtryk for alt det, han så positivt på, men derefter pegede han på det for ham ene problem, nemlig sagen om Ellen Margrethe Gylling, som han sagde, havde skabt polemik.

Og han lagde meget energi i at fastslå, at hun ikke kom tilbage, og at man trods sårede følelser i samlet flok skulle lægge fortiden bag sig. Han ville se fremad og roste formanden, Dennis Rasmussen, og hans visioner og opfordrede ham til at stille op igen.

Talen fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Det var som et kuglestød i hjertet. Jeg bed mærke i bemærkningen om polemik og om de sårede følelser, så det blev derved klart, at der ikke var tale om en samlet flok, men at der var store uoverensstemmelser i rådet, hvilket stemningen også bar præg af.

Desuden var den energi, præsten lagde vægt på, at Ellen Margrethe Gylling ikke ville vende tilbage, for mig et tegn på, at flere andre netop ønsker, at hun vil vende tilbage, ellers havde han jo ikke behøvet at præcisere det så stærkt, som han gjorde.

Men det var flertallet af rådet ikke enige i, for da afstemningen kom, viste det sig, at der var et flertal for Anne Grethe Christensen som ny formand, hvorefter den vragede formandskandidat overgav ledelsen af resten af mødet til hende.

Resten af mødet forløb i en om muligt endnu mere trykket stemning. Men på tilhørerpladserne var der en vis lettelse at spore, og efter den vigtigste del af mødet kom den nye formand ned til vores bord og hilste på os, hvilket fik stemningen til at lette, og nogle af os besluttede at gå videre med sagen.

Det virkede, som om der kunne være stemning for en underskriftindsamling. Hvordan det vil gå, må fremtiden vise, men jeg personligt vil gerne give en sådan indsamling tid og kræfter, for det kan ikke være rigtigt at ignorere en så urimelig behandling af en præst, som den Ellen Margrethe Gylling har været udsat for.

Elisabeth Louise Brøker.

Seneste artikler

 

Fik du læst?