Skriv et brev til julemanden

December nærmer sig med hastige skridt, og julens mange traditioner står for døren. En af dem er at skrive breve til julemanden, og i år kan alle børn gratis sende ham en hilsen med PostNord.

Alle børn kan  – gratis – sende en hilsen til julemanden i Fields lørdag 3. december

 

Lørdag d. 3 december kan alle børn – og deres forældre –  møde PostNords julehjælpere i Fields, som vil stå klar med skriveredskaber, papir og julehygge, så de mange besøgende børn i centeret, kan sende en hilsen til julemanden.

“Brevet til julemanden er en hyggelig tradition, som betyder meget for mange børnefamilier. Derfor er vi utrolig glade for, at vi hos PostNord kan være med til at holde traditionen i live og bidrage til julestemningen rundt om i landet. Vi glæder os til at møde de mange skriveglade børn i Fields,” siger Stine Sander, Kommunikationsdirektør hos PostNord Danmark.

Brev og ønskeliste 

PostNord står klar til at hjælpe centerets gæster med at sende et brev og en ønskeliste til julemanden mellem kl. 12 og 16. Når man poster sit brev og sin ønskeliste i PostNords postkasse i centeret, deltager man både i konkurrencen om at få et af sine ønsker opfyldt samt i lodtrækningen om to gavekort til Fields.

Alle brevene bliver efterfølgende sendt til julemanden, og alle børn vil modtage et svar fra julemanden i deres postkasse.

Kan også sendes med posten

Har man ikke mulighed for at kigge forbi Fields, kan man i stedet vælge at sende et helt almindeligt brev til 12 kroner eller benytte PostNords gratis frankerede konvolutter, som kan afhentes på udvalgte posthuse i hele landet. Brevet til julemanden skal sendes til adressen: Julemandens Postcenter 24, 0900 København C. Husk at skrive barnets navn og adresse, så julemanden kan sende et svar tilbage.

På www.postnord.dk kan man læse mere om muligheden for at skrive til julemanden, samt finde den fulde liste over posthuse med gratis frankerede konvolutter.

Seneste artikler

 

Fik du læst?