Sig det som det er…

Jeg kan huske engang, jeg var træt af at være journalist. Det er ikke sket mange gange undervejs, men det skete altså her.

Grunden til den tiltagende træthed var, at jeg hellere ville være millionær.

Jeg havde et par kolleger, der havde kastet sig over public relations – altså at gøre folk eller ting kendte.

Det ville jeg også. Jeg så, hvordan de pågældende flyttede ud i store villaer i Klampenborg og kørte i store biler, det ville jeg også.

(Jeg nåede det også, altså at bo i Klampenborg, men det var i en mindre lejlighed, og jeg fik også en stor bil: Et VW Folkevognsrugbrød. Den sidste skulle jeg have beholdt…)

Planerne om at blive millionær nåede ikke længere end til tegnebrædtet, og jeg vendte tilbage til jobbet som journalist – en beslutning jeg iøvrigt ikke har fortrudt et eneste sekund.

Men undervejs til millionen købte jeg en pr-mand, Preben Kjærs, bog “Sig det som det er…” Stadig en af de bedste bøger om emnet, så det var ikke hans skyld, at jeg ikke nåede millionærstatus.

Budskabet var – og er – at man som talerør for et firma, der måtte have kvajet sig – straks skal fortælle hele sandheden og derefter tage de øretæver, der måte komme.

Altså ingen dårlige undskyldninger eller bortforklaringer. Hvad død Fandens oldemor af?

Jeg kom til at tænke på Preben Kjærs bog, da jeg forleden så nogle indslag i tv med repræsentanter fra DBU og fodboldlandsholdet, det pt. løber rundt til VM i fodbold i Qatar – et VM skabt af fattige migrantarbejdere, der i tusindtal mistede livet undervejs.

At nogen på de vilkår kan finde på at rejse afsted og lave noget så – i den sammenhæng – ligegyldigt som fodbold, det fatter jeg ikke.

Danmark, der ynder at være foregangsland på næsten alle andre områder, burde også her klart have sagt fra overfor en usympatisk diktaturstyre og gennemkorrupt FIFA.

Længere er den ikke.

Men griskhed og personlige ambitioner har fået DBU-ledere og vores velhavende fodboldspillere til at tage afsted, mens de dækker sig under den dårligste undskyldning i verden: Vi er her bare for at spille fodbold.

Goddaw do – mens det iranske landshold sætter livet på spil ved at demonstrere, så tør vores anfører ikke engang tage et armbind på, der havde udløst en advarsel.

Vor herre bevares.

DBU-lederne vrider og vender sig – de er modstandere af styret i Qatar – men løber alligevel villigt rundt dernede. Med ligegyldige “protester”. Hvorfor ikke sige det, som det er: “Vi er stort set ligeglade med baggrunden for dette VM, vi spiller med…” For det er jo sandheden.

Flere sportsjournalister viser lige så lidt situationsfornemmelse: Som da en journalist ved et formiddagsblad næsten desperat tolkede landstrænerens valg af et par sko med nogle farver på som en demonstration mod styret i Qatar. Ingen andre havde bemærket det, tilsyneladende heller ikke landstræneren, der noget overrasket meddelte, at de sko havde han haft på til flere andre landskampe forinden.

DBU lader spillerne klovne i små indslag fra Qatar, der sendes hjem til de danske fans. Ikke et kritisk ord fra bare en af spillerne. De skal ikke have noget klinket.

Kritikken er fra flere tænksomme sidder haglet ned over DUB og spillerne, der ikke har en mening om noget som helst, men som drevet af penge og personlige ambitioner tilsyneladende er parate til at se bort fra elle de idealer om menneskerettigheder, vi ellers alle slutter op om.

Men altså ikke, når det gælder fodbold.

Fodbold er i dag så stor en samfundsfaktor, skaber slagsmål og ligefrem mindre krige, at det bør vurderes på en helt anden måde end de, der anvender det ulidelige og stupide mantra om, at man ikke kan blande sport og politik.

Det gjorde man allerede i Berlin 1936, og historien gentager sig åbenbart.

God weekend.

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?