Amager Fotoklub fejrer 10-års jubilæum

Tiden går, klokken slår og nu runder Amager Fotoklub de første 10 år…

Amager Fotoklub – fejrer 10 års fødselsdag

Hver onsdag aften mellem 19 og 21 samles en voksen flok fotointeresserede for at dele fælles interesse, spændende foredrag, egne workshops, konkurrencer, fototure, rejsefortællinger og en masse andre røverhistorier.

For år tilbage var den lokale fotoklub et sted, man meldte sig ind i, så man kunne få gavn af klubbens mørkekammer-udstyr og få fremkaldt sine fotos. Enten med støtte og vejledning fra de erfarne og garvede eller tilbyde nye og uøvede egne tips og tricks.

Deler erfaringer

Men i vores digitale tidsalder er det ikke så meget mørkekammeret, der tiltrækker nye medlemmer. Nu er det mere udviklingen i ens eget fotografi der motiverer, og muligheden for at dele erfaringer med andre, der har samme interesse og hobby.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Masser af fotohygge og aktivitet i Amager Fotoklub.

19. februar 2013 samlede Torben Jensen 30 fotoentusiaster i et af Kulturzonens lokaler. Nu skulle der igangsættes aktiviteter til gavn og glæde for amatørfotografer, hvorefter Amager Fotoklub blev stiftet.

I fire år dannede lånelokalerne i Kulturzonen og Tårnby Hovedbibliotek rammen om fotoklubben, og fotoudstyr blev utrætteligt transporteret frem og tilbage stillet op og taget ned.

Men i 2017 var klubben så heldig at få lov at falde til ro i Vandtårnet på Oliefabriksvej, hvilket har givet mulighed for at øge det sociale samvær og faglige niveau betydeligt.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Medlemmer af fotoklubben på opgave sammen.

Klubben henvender sig til alle med interesse for foto, begyndere såvel som mere øvede fotografer, og har næsten 60 medlemmer, der alle ivrigt afprøver forskellige fotogenrer som natur, arkitektur, beauty, portræt, street, landskab, makro, stilleben og reportage.

I 2015 blev Amager Fotoklub kåret til Årets forening i Tårnby Kommune. Og bare året efter kåret til Årets Fotoklub af magasinet “Digital FOTO.”

I årenes løb har fotoklubben med stor fornøjelse bidraget med billeder til kommunens mange aktiviteter som “Spræl i byen”, “Spræl i havnen”, “Himmel og Havn” samt “Stjerner i natten.”

Jubilæums-udstilling

Foruden flere udstillinger på Tårnby bibliotek, Plyssen, 3F Kastrup og Naturpark Amager, bidrager klubben med billeder til lokalavisernes artikler og rapportager fra de utallige, snoreklip, første spadestik, klub- og sportsaktiviteter, som Tårnby kommune er så beriget med.

I anledning af klubbens 10-års jubilæum holdes en fotoudstilling på Tårnby Kommunes Hovedbibliotek i Rotunden fra søndag 19. februar kl. 11 og to uger frem.