Årets Åbent Hus på Tårnby Gymnasium & HF var endnu engang en festlig og hyggelig aften, hvor kommende elever fik et indblik i livet på gymnasiet. Hele 850 gæster lagde vejen forbi…
Forleden kunne Tårnby Gymnasium & HF traditionen tro, danne rammen om et yderst velbesøgt Åbent Hus-arrangement, hvor ikke færre end 850 gæster havde sat kryds i kalenderen og lagt vejen forbi Multihallen og hovedbygningen på Tejn allé.
En stor gruppe elever og gymnasiets ansatte stod klar til at byde de kommende TG’ere velkommen, svare på spørgsmål og vise rundt. De forskellige fag, udvalg og studieretninger havde hver fået en stand så det var let at orientere sig, og både lærere og elever havde travlt med at tale med de mange interesserede gæster.
Gensyn med tidligere elever
Som et lokalt gymnasium bød aftenen også på mange gensyn med tidligere elever fra TG, hvis mindre søskende eller børn, nu var klar til at starte på gymnasiet efter sommerferien.
Lige som sidste år var der et ekstra og ligeledes velbesøgt Åbent Hus-arrangement for efterskoleeleverne om lørdagen. Over 200 interesserede kommende elever og forældre var mødt op til denne dag. Her fik de besøgende lejlighed til at tale med lærere, elever og skolens ledelse, men også et nummer fra årets elevrevy, og hermed et indblik i alle de mange kreative og lærer/elevstyrede projekter, som foregår på TG.
Er man stadig interesseret i at vide mere om Tårnby Gymnasium & HF eller har man spørgsmål er man altid velkommen til at kontakte skolen. Nærmere information findes på tgy.dk eller tgy@tgy.dk