Hundredvis af frivillige fra Amager samler søndag 26. marts penge ind til fordel for børn og unge, når Børns Vilkår holder Landsindsamling. Der er indsamling lige fra Islands Brygge til Dragør…
Af Lene Dam Jørgensen
Søndag 26. marts samler tusindvis af danskere ind til Børns Vilkår, når der holder landsindsamling. Der er hundredvis af frivillige indsamlere fra hele Amager, der går på gaden og samler penge ind til fordel for børn og unge.
Børnetelefonen og ungerådgivningen Hørt
De indsamlede midler fra årets landsindsamling vil bl.a. gå til at drive og udvikle BørneTelefonen og ungerådgivningen Hørt gennem rekruttering og uddannelse af flere frivillige rådgivere og til at sikre, at rådgivningslinjerne kan forblive døgnåbne. Børn og unge skal kunne komme i kontakt med BørneTelefonen og ungerådgviningen Hørt, når de har brug for det uden at skulle opleve ventetid og kø.
Skal få hjælp
”Børn og unge skal ikke vente på at få hjælp, når først de har rakt ud – slet ikke, hvis de f.eks. oplever vold i hjemmet eller går med selvmordstanker. Vi besvarer heldigvis flere og flere henvendelser, men vi er ikke i mål. Jeg håber derfor, at alle vil tage godt imod de mange indsamlere, der kommer forbi søndag 26. marts,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
Hele øen samler ind
Gitte Meyer Madsen, der er ekstern presserådgiver hos Børns Vilkår, fortæller, at ruterne er fordelt over hele Amager. I København S dækker ruterne lige fra Vestamager til Amager Strandpark til Islands Brygge og omfatter også Ørestaden. I København S samler 411 frivillige ind og der er alt i alt 536 ruter. I Tårnby og Kastrup samler 115 frivillige ind og der er 129 ruter i alt. Endelig er der 66 indsamlere i Dragør og i i alt 75 ruter.
Umiddelbart er Børns Vilkår godt dækket ind på Amager, og har generelt ikke så mange ledige ruter tilbage. Derfor er der lukket for tilgang af indsamlere nu, tilføjer Gitte Myer Madsen.
Børn og unges mistrivsel
BørneTelefonen havde sidste år over 60.000 samtaler med børn og unge, hvilket er det højeste antal nogensinde. Det emne, som Børn og unge oftest vil tale om, er forholdet til deres forældre, ligesom trivsel i klassen og psykisk mistrivsel fylder væsentligt mere end tidligere.
”Det er ekstremt vigtigt, at børn og unge ved, at de har et sted, hvor de trygt og anonymt kan række ud efter hjælp – også om natten. Af samme grund er det afgørende, at vi kan fortsætte med at tilbyde døgnåben rådgivning,” siger Rasmus Kjeldahl.