25 år med positiv hundetræning på Amager

HUNDE: Hundeklubben Amagerlands Agility og Lydighedscenter har i 25 år hjulpet både hunde og deres ejere med alt fra tricks til lydighed på Amager. Missionen har fra starten været at gøre hundetræning til en god oplevelse for både hund og ejer, og et godt samarbejde er grundkernen i alt træning i klubben.

Hunde og deres mennesker hygger sig og træner sammen på Gemmes Allé…

På Gemmas Allé 94 på Amager er der ofte liv og glade dage. Det store græsareal er hjem for hundeklubben Amagerlands Agility og Lydighedscenter, der siden 1998 har hjulpet både hunde og deres ejere med træning, aktiviteter og sjovt samvær. Det positive samarbejde mellem hund og ejer har højeste prioritet, og 15 instruktører bruger hver eneste uge mange frivillige timer på at guide og hjælpe amarkanerne.

“Vi er her, fordi vi elsker hunde og gerne gøre en forskel. Mange af os har været en del af klubben i mange år, og klubben er blevet vores anden familie. Vi brænder virkelig for hundene, så vi kan slet ikke lade være med at bruge så mange timer hernede,” siger Anja Jørgensen, træner og formand for Amagerlands Agility og Lydighedscenter.

Fra strandtræning til klubhus
Klubben har dog ikke altid haft klubhus og træningsplads. I 1998, da klubben blev stiftet, var det uden klubhus, men med en ambition om at gøre hundetræning sjovt og tilgængeligt for alle. Træningen foregik derfor på Amagerstrand indtil 2012, hvor klubben flyttede ind på Gemmas Allé 94. I 2013 udvidede klubben med et klubhus.

“Vi elsker vores klubhus, som både giver os mulighed for at holde introaftner, workshops og holde møder. Derudover har vi nu plads til både udstyr og kaffemaskine, så alle var meget glade da vi fik klubhuset,” siger Anja Jørgensen.

25-års jubilæum

Lørdag 13. maj fejrer klubben 25-års jubilæum for medlemmer, familier, hunde og venner, og mange har været en del af klubben i mange år. Foreningen blev stiftet 1. april 1998 og er aktivt medlem af DGI. Alle instruktører er uddannet hos autoriserede uddannelsesudbydere, såsom DGI, DKK og Hund og Træning, og derfor går en stor del af foreningens indtægter til grund- og videreuddannelse. Trods den høje faglighed, er den gode oplevelse vigtig i klubben.

“Det er vigtigt for mig, at vores kursister og deres hunde har det sjovt, når vi træner. Hvis vores kursister, med træningen oplever det helt unikke bånd man kan få med sin hund, så har vi opnået det vi gerne ville,” siger Anja Jørgensen.

 

Seneste artikler

Ved sidste års kulturnat opleves masser af liv på Neels Torv efter normal lukketid. Arkivfoto: TorbenStender.

Kulturnatten handler om kærligheden til Dragør

Dragør Kulturnat på fredag den 13. september byder på masser af aktiviteter for både børn og voksne og alle derimellem. Butikker og kulturinstitutioner stiller gladeligt op. Af kærlighed til byen – og for at nå ud til flere og på en anderledes måde vise, hvad de har at tilbyde.

 
 

Fik du læst?