At stikke hovedet i løvens gab…

At stikke hovedet i løvens gab – eller gå ind i løvens hule – varsler ikke noget godt. Alligevel vover jeg pelsen, for nu at bruge alle klicheer i denne henseende: Hvor er det såkaldte Europæiske Melodi Grand Prix dog blevet ringe.

Jeg skynder mig at tilføje, at det muligvis skyldes min efterhånden fremskredne alder. Jeg var trods alt syv år gammel og allerede tv-seer (Arena, 21 tommer), da Dario Campeotto deltog i finalen i Cannes i 1961 med “Angelique”. Dario sang til en 13. plads, mens Spanien løb med førstepladsen.

Jeg var også blandt seerne til den store triumf i 1963, hvor Danmark for første gang hev sejren hjem i London med Grethe og Jørgen Ingmanns “Dansevise”. Og jeg sad på første række i Oslo, da Eurovisionen fejrede 25 års jubilæum med samtlige 25 vindere af det Europæiske Melodi Grand Prix  – et fantastisk show, hvor Danmark jo på var repræsenteret af selvsamme Ingmænd, omend deres deltagelse var omgivet af en dramatisk optakt, idet parret netop var blevet skilt – og efter en noget dramatisk skilsmisse nu skulle genforenes – på scenen og foran millioner af seere. Sikke’ et drama… Også sangerinden Lys Assia var med til dette storslåede show, idet hun havde vundet det allerførste grand pris i Lugano i Schweiz, hvor hun repræsenterede sit egentlige hjemland, Schweiz. Hun blev betragtet som halv dansk, fordi hun var godt med den danske hotelejer Oscar Pedersen.

TV-showet blev transmitteret til hele Europa, og bagefter var der en mægtig nattefest, hvor jeg kunne mænge mig med stjernenavne som de nævnte samt irske Johnny Logan, franske Jaqueline Boyer, Udo Jürgens fra Østrig, de engelske verdensstjerner Sandie Shaw og Lulu, græske Vicky Leandros, selveste ABBA samt engelske Buck Fizz, hvis ene af de to kvindelige sangerinde fik min ringhed til bords. Kvartetten var årets aktuelle vindere, og jeg er ikke sikker på, at hun helt havde fattet, hvilken interessant bordherre hun havde fået. Det var ikke meget, jeg hørte fra hende bagefter.

Senere har Danmark jo fejret store triumfer, for mig størst, da Brødrene Olsen, hvis karriere dengang ellers var noget skrantende, overraskende, men fortjent, vandt i 2000 med “Fly on the wings of love.” Jeg har altid syntes, at Jørgen Olsen synger guddommeligt, hvilket han også demonstrerede den aften.

Melodi Grand Prix 2023? Jeg synes, det var en kedelig affære. Ledsaget af et totalt ukritisk og hujende publikum. Det danske bidrag sunget af Relley med det borgerlige navn Rani Petersen (sjovt, så sære navne alle unge musikere bruger i dag) kan jeg ikke huske selv kort efter finalen. Efterfølgeren, en yngre dame fra Armenien, var bedre danser end sanger, og den tredje – en mand fra Rumænien, sang som en gårdsanger fra fjerde baggård med rusten og grødet stemme, iøvrigt til en kedelig sang.

Det er dét, jeg mener med at stikke hovedet i løvens gab. Der er sikkert mange, der er uenige i min vurdering.

Min egen favorit var Stef Caers fra Belgien med “Because of you”. Men hans lyserøde bukser, der kun nåede ned til midt på benet – hvor havde han fundet dem?

Og det gik jo som forudset – Danmark røg ud med et brag (hvem er det i DR, der med suveræn sikkerhed finder så ringe et udbud af danske deltagere) – og min nye ven Stef Caers gik videre.

Jeg er nødt til at se, hvordan det går ham i finalen.

God weekend…

 

 

 

 

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?