Landsretten omstøder kendelse: Fælledby genoptager boligbyggeriet

BOLIG: Fælledby kan genoptage byggeriet af 2000 boliger, efter at Landsretten har slået fast, at den midlertidige kendelse om opsættende virkning er ugyldig. Det glæder direktør i Fælledby P/S, at spørgsmålet om naturbeskyttelse nu er afsluttet.

Illustration af, hvordan den nye Fælledby kommer til, at tage sig ud.

Da Københavns Byret i december meddelte opsættende virkning i en retssag mellem Miljø- og Fødevareklagenævnet og foreningen Amager Fælleds Venner, valgte Fælledby P/S at sætte arbejdet på byggepladsen i bero.

I januar appellerede både Fælledby P/S, By & Havn og Miljø- og Fødevareklagenævnet kendelsen i et såkaldt kæremål. Den appel har nu ført til, at Landsretten har omstødt Byrettens kendelse, hvilket glæder adm. direktør i Fælledby P/S, Erling Thygesen:

Glade for afgørelse 

“Vi er glade for Landsrettens afgørelse, der bekræfter, at vi hele vejen igennem har overholdt alle krav til naturbeskyttelse i området og til miljølovgivningen i øvrigt. Dermed er spørgsmålet om naturens beskyttelse afsluttet, idet den resterende del af sagen udelukkende handler om myndighedernes interne procedurer. Nu genoptager vi arbejdet med at bygge boliger, skole, institutioner og plejehjem, og vi ser frem til inden længe at invitere indenfor i vores nye besøgsfaciliteter, hvor alle interesserede borgere kan opleve området og høre meget mere om projektet.

Bygget med træ
Fælledby bliver den første bydel i København, som er bygget med træ som det gennemgående byggemateriale. Visionen for Fælledby er at skabe rammerne for et hverdagsliv med mere grøn transport,  energivenlige boliger, et naboskab med naturen i fokus og gode muligheder for at genanvende, bytte og dele med andre beboere.

FAKTA
Den færdige bydel skal huse 2000 boliger, to børneinstitutioner, en skole, et plejecenter og lokale butikker
25 pct. af boligerne bliver almene og med de almene boligorganisationer som bygherre
Fælledby vil udgøre i alt 219.000 kvadratmeter etageareal
Omkring en tredjedel af området bliver genetableret som naturarealer med særligt fokus på vild, bynær natur
I Fælledby prioriteres naboskab og foreningsliv i samspil med naturen
Bygherre er projektselskabet Fælledby P/S, som ejes ligeligt af PensionDanmark og By & Havn

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »