SOMMER: Copenwater gentager succesen Copenwater on Tour Dragør lørdag 5. August fra Sneglen til Dragør roklub – eller omvendt alt afhængig af strømmen i vandet.
Af Lene Dam Jørgensen
Lørdag 5. august fra kl. 09.30 gentager Copenwater succesen Copenwater onTour Dragør, der er en årlig tilbagevendende succesrig begivenhed, hvor der svømmes mod Dragør Roklub fra Sneglen på Amager Strandvej 275. Det er en tur på næsten syv kilometer og foregår i et roligt tempo.
Der er god medstrøm, så turen kan sagtens starte i Dragør Roklub, og der svømmes så mod Sneglen, hvis strømmen gør den modsatte vej. Det finderne deltagerne ud af på selve dagen.
Grupper med svømmere
Interesserede mødes kl. 9.30 ved Sneglen, hvor de klæder om og får tasker med tøj, håndklæde mm. ind i en bil eller to, som køres til Dragør, hvor skiftetøjet vil vente på dem. Alle deles ind i grupper med svømmere i ca. samme tempo som dem selv, som sendes afsted løbende. Copenhagen Ontour prøver at få grupperne fordelt ud, så alle kommer til Dragør samtidig.
Hvis der skulle være nogen som synes, at det er for langt at svømme, men gerne vil deltage, så er det også muligt at tage turen i kajak, SUP eller andet.
Lækker frokost
Når alle er kommet i land, venter der en god frokost på en restaurant, som deltagerne dog selv skal betale for. Derefter går turen tilbage til Sneglen.
For at Copenwater kan lave en endelig pladsbestilling på restauranten, skal deltagerne trykke på ”deltager” på Copenwaters Facebookside senest onsdag 3. august.