FESTIVAL: Amagerbandet The Lamps holder koncert på Tårnby Hovedbiblioteks udendørsscene lørdag 12. august, hvor bandet spiller dansevenligt popmusik
Lørdag 12. august kl. 13 holder bandet The Lamps koncert ved mini-festivalen ”Tårnby Live” på Tårnby Hovedbiblioteks udendørsscene foran Hovedbiblioteket på Kamillevej 10. Bandet spiller dansevenligt popmusik.
The Lamps har eksisteret siden 1997 og alle bandets medlemmer er vokset op på Amager, hvor også øvelokalet ligger.
De originale medlemmer af The Lamps spillede sammen i andre Amagerbands i slutningen af 70’erne og i begyndelsen af 80’erne, herunder Malavia, Broken Heart og Breeze. Bandet har holdt en række koncerter i hele Danmark, herunder et par koncerter på den legendariske open air-scene på 5-øren på Amager strand.
Dansevenligt musik
The Lamps har altid spillet egne kompositioner, og stilen er en dansevenlig blanding af melodisk rock og poprock, med et strejf af bluesrock, country og funk hist og her.
The Lamps har ved flere lejligheder været på plakaten med store danske navne.
Tårnby Live er en minifestival, der sætter spot på lokale bands og gode fælles musikoplevelser. Igen i år præsenteres en håndfuld forrygende bands, der spænder bredt i genre og alder. I tilfælde af dårligt vejr rykker det indenfor i biblioteket.
Tårnby Live løber ad stablen fra lørdag 12. august til søndag 20. august.