Københavns Lufthavn bringer modeugen ind i terminalerne

MODE: Modeinteresserede fra nær og fjern valfarter lige nu til København i forbindelse med Copenhagen Fashion Week, der blev sparket i gang mandag. Og i år er Københavns Lufthavn modeugens første destination.
Paneldeltagere diskuterer samarbejdet mellem modeugen og lufthavnen.

 

Nye kollektioner, catwalks, forbrugertrends, ansvarlighed og cirkulær økonomi. Der er flere ting på menuen for årets udgave af Copenhagen Fashion Week, der samtidig tilføjer Københavns Lufthavn som et officielt punkt på dagsordenen for første gang. I år starter Copenhagen Fashion Week allerede i lufthavnen i København, når modegæsterne lander fra verden over.

Det sker, da lufthavnen og modeugen har indgået et nyt samarbejde, som skaber en oplevelse fra landing til afgang for modeugens internationale deltagere med kampagnen ’Trend Transit”, hvor rejsende kan opleve særlige skærminstallationer, udstillinger og events, herunder live-streams af modeshows og talks – alt sammen i det gode værtskabs navn.

Begynder i lufthavnen
“Modeugen starter og slutter i lufthavnen for mange af gæsterne. Københavns Lufthavn er i forvejen internationalt kendt for at være en oplevelse i sig selv, så det ligger lige til højrebenet at gøre den til en forlængelse af Copenhagen Fashion Week i dagene, hvor modeugen løber af stablen,” siger Cecilie Thorsmark, direktør for Copenhagen Fashion Week.

Vigtigt partnerskab
Samarbejdet blev igangsat med en talk i lufthavnen, hvor et panel udforskede emner som fremtidens forbrugere, grøn omstilling og cirkulær økonomi. Blandt deltagerne var Cecilie Thorsmark, lufthavnens Maria Skotte og retailekspert Tom Savigar.

”Vi skal igennem en forandring, og jeg mener, at partnerskaber er et vigtigt element i denne proces. Derfor giver det rigtig god mening at to brancher med store udfordringer, går sammen om at finde løsninger. Der er behov for innovation, men det skal gøres grundigt og på baggrund af den rette viden og data,” siger Maria Skotte.

Modeuge for alle
Michael Clausen, direktør for shoppingcenteret i Københavns Lufthavn, deler glæden og forventningen til samarbejdet. Målet er at sætte fokus på ansvarlighed og gøre modeugen mere tilgængelig for alle.

”Vores mål er at være den mest inspirerende lufthavn i verden, det er vi ikke bange for at sige højt. I dét lys giver samarbejdet med Copenhagen Fashion Week os både lokal og international relevans. Samtidig finder vi inspiration i modeugens arbejde med bæredygtighed og fremtidens fashion,” siger Michael Clausen.

Om Københavns Lufthavn
Københavns Lufthavn, Kastrup blev grundlagt i 1925 og er i dag blandt de ældste lufthavne i Europa. Lufthavnen er beliggende i Tårnby Kommune og servicerer København, Sjælland, Øresundsregionen og store dele af Sydsverige.

Fra Københavns Lufthavn kan 125 destinationer opleves på verdensplan, hvor blandt andet SAS anvender Københavns Lufthavn som sin primære lufthavn for international trafik. Med 15.500 ansatte er lufthavnen en af Danmarks største arbejdspladser, hvor godt 2.300 er ansat i Københavns Lufthavne A/S, mens de resterende er beskæftiget i andre af de cirka 1.000 virksomheder, der driver forretning i lufthavnen.

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?