Mange er kaldede, få er udvalgte…

Jeg kan se ham for mig endnu: Vores matematiklærer, hr. Christensen. En lidt feminin, affekteret mand med en skarp hjerne og stor smag for gastronomi.

Det sidste blev en redningsplanke for de af os, der ikke anede, hvad manden talte om i undervisningen: Jeg havde og har ikke begreb skabt om matematik, men jeg er god til at snakke, og flere gange lykkedes det at få ham til at glemme matematikken – og i stedet tale om mad.

“Hr. Christensen, undskylde jeg forstyrrer, men Peter og jeg diskuterer:Hvordan laver man en ægte tomatconcasssé?”

Genialt, manden interesserede sig så meget for emnet, at hans forklaring på det tilsyneladende uskyldige spørgsmål skar 10-11 minutter af undervisningen, så vejen til frikvarteret var knap så lang.

Han anvendte ofte udtrykket “Mange er kaldede, men få er udvalgt…”

Bekymrende ofte, når jeg skulle præsentere noget ved tavlen – ikke sjovt at blive sendt ned med den afskedssalut, som mange af mine klassekammerater efterhånden tog til sig, når jeg dukkede op.

Det gav naturligvis bagslag, for det er kun de færreste, der mestrer alle fag i skolen. Og så kom hævnens time…

Udtrykket stammer iøvrigt fra Matthæusevangeliet, kapitel 22, hvor det fortælles, at en mand holder sin søns bryllup og skælder en gæst ud for ikke at være passende påklædt. Gæsten bliver smidt ud fra bryllupsfesten med fuld musik og til ordene af  – ja, hvad tror I: “Mange er kaldede, men få…”

Jeg kom til at tænke på det, da jeg forleden – igen-igen – hørte, at de fleste af vore unge mennesker vil på gymnasiet og senere have en universitetsuddannelse eller noget på lignende niveau.

Mens håndværksmestre skriger på lærlinge og arbejdskraft.

Meget mærkeligt, at der ikke er flere unge, piger eller drenge, der vil være snedkere, murere e.l. Der er penge i det, skulle jeg hilse og sige.

Selv havde jeg en hemmeligt ønske om at blive snedker, da jeg var dreng. Jeg elskede duften af træ – og jeg syntes det var så spændende, når jeg en sjælden gang var gæst på en tømmerplads.

Atmosfæren på værkstedet var – hvor jeg kom – hyggelig og rar, jeg mener, at snedkerne gik i hvidt arbejdstøj. En af dem røg på en pibe, mens han stod ved høvlbænken. Hyggeligt, hyggeligt…

Desværre var jeg kun kaldet, og ikke udvalgt…

Min sløjdlærer og jeg blev ret hurtigt enige om, at det ikke var den vej, jeg skulle gå, eksamensopgaven, en let opgave bestående af en træskammel med tre ben, et barn kan lave den, fik jeg ikke end færdig. Læreren tog hævn og bandt de tre ben sammen og lagde dem med på skolens årsudstilling: “Finn, 2 real”, stod der. Jeg går i dag endnu i en forestilling  om, at gæsterne på udstillingen opfattede de tre ben som et avangardistisk kunstværk – men det gjorde de nok ikke.

Jeg var kaldet, men ikke udvalgt til at blive snedker. Og måtte tage til takke med en anden uddannelse.

God weekend!

 

 

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?