Samler ind til mennesker med Alzheimer

INDSAMLING: Frivillige indsamlere fra Amager samler søndag 24. september penge ind til Alzheimerforeningen ved Landsindsamlingen.

 

Søndag 24. september er der fra kl. 10 til 18 Landsindsamling til Alzheimerforeningen, hvor der samles ind til demensforskning, forebyggelsesindsatser, aktiviteter målrettet demensramte og pårørende i hele landet samt støtte og rådgivning.

Amager samler ind
Amagernyt.dk har talt med pressechef Jon Fiala Bjerre hos Alzheimerforeningen, der fortæller, at i år er Alzheimerforeningen gået fra en gadeindsamling til en husstandsindsamling. Der er 32 frivillige, der samler ind på Amager, og de går hver deres rute.

En kamp mod tiden
Der vil over hele landet være frivillige indsamlere på gaden og en af dem er 69-årige John Larsen, der er ramt af demens. Han ved, at han skal huske at tælle de lyse dage, mens han kan det. Hans kone Connie ved, at hun kommer til at miste sit livs kærlighed i små bidder – indtil han hverken kan kende hende, børnene eller børnebørnene længere. Det er på alle måder en kamp mod tiden.

John stemmer dørklokker
Parret er én familie ud af 90.000 danske familier, som har brug for hjælp til livet med demens. Derfor har John valgt selv at stemme dørklokker, når Alzheimerforeningen holder landsindsamling

Selvom hukommelsen og koncentrationen svigter, er indsamlingen et sted, John Larsen kan bidrage med en stor og vigtig indsats. For nok er John ramt af demens, men han er så selvkørende, at han sagtens kan samle ind – og endda gøre det alene, hvis det bliver nødvendigt.

En stor og vigtig forskel
John Larsen håber, at han i mødet med andre på dagen også kan være med til udbrede viden og bryde med nogle af tabuerne om demenssygdomme.

”Jeg håber på, at mine børnebørn vil med ud. Men ellers går jeg turen selv. Det kan jeg sagtens – og jeg kan godt love, at jeg går området tyndt. Jeg er nok rigtigt godt træt, når jeg kommer hjem, men det er ok – og jeg er nok også træt dagen efter. Men det betyder ikke noget, når jeg har været med til at gøre en stor og vigtig forskel.” siger John.

Uvidenhed om demens
Der er desværre meget uvidenhed om demens og området er pt. under pres på grund af nedskæringer i kommunerne, manglende finansiering af demenshandlingsplanen og en kraftig vækst i antallet af mennesker med demens. Der er derfor lige nu et akut behov for støtte til de ramte familier.

En omvæltning
”Når demens rammer, er det en omvæltning for alle i familien. Man siger farvel til meget af det velkendte og goddag til en helt ny livssituation, der desværre oftere bliver mødt med fordomme end forståelse. Og der er ingen vej tilbage, for der findes ingen kur mod demens -ikke endnu. Derfor samler vi ind til at kunne skabe større forståelse om demens, og støtte og hjælpe de ramte familier, samt sikre at der forskes i en fremtidig behandling mod demens, fortæller formand for Alzheimerforeningen, Birgitte Vølund.

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?