Der er noget galt i Danmark!

Af Borgmester Eik Dahl Bidstrup (V)

Debatten om udligning fortsætter…
I går var jeg til en god debat om udligning, udflytning af statslige arbejdspladser, københavner-bashing mv. på Christiansborg, hvor Venstres kommunale repræsentanter i hovedstaden var inviteret til debatmøde med repræsentanter fra folketingsgruppen.

UDLIGNING: Flere hovedstadsborgmestre beskylder regeringen for at have ladet politiske hensyn forme konklusionerne i udligningsrapport. (Kilde: Altinget.dk)

Og der skal ikke være nogen tvivl om at jeg sagde min mening. Den glidebane som vores regering og de andre partier i Folketinget hopper med på, grundigt planlagt af udkantsdanmarks borgmestre og folketingsmedlemmer, er i mine øjne vanvittigt.

Udligningsordningen blev i 1969 opfundet for at hjælpe fattige kommuner så der var et nogenlunde ens velfærdsniveau i Danmarks kommuner.

I dag ser det med mine øjne ud som at formålet er et helt andet. Nemlig at minimere hovedstadens betydning for vores land på et i mine øjne falsk grundlag.

Her er jeg helt enig med mine kollegaer i andre hovedstadskommuner der råber vagt i gevær i nedenstående artikel.

Borgmestre kalder ny rapport om kommunale milliarder for politisk bestillingsarbejde

Regeringen har ifølge kritikere lagt en række politisk betingede valg ned over den embedsmandsrapport, som danner grundlaget for de aktuelle forhandlinger om en reform af det kommunale udligningssystem. (Foto: /Ritzau/Henning Bagger) Kilde: Altinget.dk

Men hvad er problemet?
Det er aldrig sjovt at gå til modangreb på ellers gode kollegaer. og normalt mener jeg ikke det er min opgave at kritisere eller kommentere på andre borgmestres brug af penge.

Men blot et af mange eksempler på det vanvid og historiefordrejning vi ser i øjeblikket er f.eks. en af de Nordjyske kommuner der påstår at de ikke kan udbyde de basale velfærdstilbud til deres borgere hvis de ikke får folketingets hjælp til at afkræve hovedstadens kommuner for endnu flere penge. De har i nogle år råbt højt sammen med mange andre jyske kommuner om en større udligning igennem bla. igennem organisationen “Danmark på vippen”.

Samtidigt har selv samme kommune givet 65 mio. kr. til at bygge et teater i Vendsyssel + et stort årligt driftstilskud. Vel at mærke penge som de får direkte ned i lommen fra kommuner som Dragør (der ikke har råd til at bygge et egnsteater af selv samme årsag).

Er det basal velfærd som udligningspenge skal gå til?
Nej få først styr på jeres budgetter og prioriteringer til basal velfærdsydelse- så kan vi snakke om store byggeprojekter indenfor kunst og kultur!

Danmarks samlede kommuner bygger i 2018 kulturtilbud (ikke skoler og plejehjem, men teatre og ishockeystadioner) for 9,4 mia. kr.!

Dertil kommenterer selvsamme borgmester sammen med flere andre borgmestre i Vestdanmark blot tørt: “En ligelig og retfærdig fordeling af vores fælles ressourcer er den bedste sikring af vores velfærdsstat”.

Med tanke på vores bysbarn John Mogensens vise ord… “Der er noget galt i Danmark”

Med venlig hilsen
Eik Dahl Bidstrup (V)
Borgmester

 

Seneste artikler

Luftkrig over Amager

Der var konfrontationsstemning, da Københavns Lufthavn fortalte om sine udviklingsplaner ved et nabomøde i den forgangne uge.

 
 

Fik du læst?