Dragør Kommune undersøger mulighederne for at indføre åben, gratis og anonym psykologhjælp til unge under 25 år.
Formanden for Social-og Sundhedsudvalget i Dragør, Nicolaj Bertil Riber (S), tog i begyndelsen af april sagen op i Social-og Sundhedsudvalget, med forslag om at forvaltningen skulle undersøge mulighederne for at give Dragør Kommunes unge mellem 15 og 25 år et tilbud om psykologhjælp med de forudsætninger, som Psykiatrifonden foreslår.

Forslaget blev godkendt på udvalgsmødet den 9. april og forvaltningen undersøger nu Dragør Kommunes muligheder for, at give unge mellem 15-25 et tilbud om psykologhjælp, med inspiration fra Psykiatrifonden om “gratis, åben og anonym” tilbud.
De færreste unge har mulighed for at betale de op til 400 kr. i timen, det koster at gå til psykolog – hvis de kan få tilskud. Og er de over 18 og ikke i gang med en uddannelse, er det vanskeligt at finde åbne, gratis, anonyme tilbud om psykologhjælp.
Flere andre kommuner er på vej
Frederikshavn og Sønderborg åbnede tilbud om gratis, anonym psykologhjælp til unge mellem 15 og 25 år fra årsskiftet. Det fortalte kommunerne i svar på et rundspørge fra Psykiatrifonden. Skanderborg var på det tidspunkt i gang med at undersøge mulighederne i kommunen, og også Middelfart og Hjørring er muligvis på vej med tilbud. Holstebro og Samsø kommuner har vedtaget at tilbyde gratis psykologhjælp til unge i alderen 18-25 år fra i år. Og i Guldborgssund har de 13-23-årige kunnet få gratis, åben og anonym psykologhjælp siden 1. oktober sidste år. Se på landkortet i boksen nederst på siden, om der er åben, anonym, gratis psykologhjælp til unge din kommune.
Behovet understreges af, at antallet af unge mellem 15 og 19 år, der er diagnosticeret med depression, er mere end tredoblet de seneste år. (kilde: psykiatrifonden.dk)