Er Dragørs historie bæredygtig på et fjernlager i Rødovre?

Tilsyneladende har Dragør ikke længere plads eller råd til at opbevare sin egen historie.  Måske ender en stor del af Dragørs historie på et fjernlager i Rødovre som en konsekvens af kommunens spareplaner. Det er Børne-, Fritids- og Kulturudvalget som i aften på udvalgsmødet beslutter hvad der skal ske med arkivalierne.

Dragør nuværende Lokalarkiv på Stationsvej 5 som skal fraflyttes i forbindelse med kommunens spareplaner. Foto: Dragør Lokalarkiv / Københavns Stadsarkiv

I budgetaftalen for 2019 er det blevet besluttet at udmønte en effektivisering på baggrund af sammentænkning af bibliotek, lokalarkiv og kulturhus. En proces som som man regner med vil give kommunen en besparelse på 150.000 kroner i 2019 og 250.000 kroner i 2020 og efterfølgende år.

Lokalarkivet flytter ud af sine nuværende lokaler på Stationsvej 5 og ejendommen tænkes udlejet. Det betyder at Dragørs historiske arkivalier skal finde et nyt hjem og det bliver måske ikke i Dragør.

Ifølge notater til dagsordenen har det ikke været muligt at finde lagerlokaler i Dragør til en pris som kommunen ønsker at betale. Kommunen har set på to muligheder. Den ene er industriområdet A.P. Møllers Allé hvor man har fået en pris på 72.000 kroner årligt for den fornødne lagerplads. En løsning som kommunen imidlertid ikke mener opfylder alle arkivets behov. Den anden mulighed er fundet hos Møbeltransportfirmaet Danmark som holder til på Islevdalvej i Rødovre som har en færdig pakkeløsning til 48.000 kroner årligt.

Er det bæredygtigt?

En besparelse på 24.000 kroner årligt som modsat kræver at en eller flere medarbejdere eller frivillige fra arkivet bruger et par timer på transport og kører de 48 km frem og tilbage mellem Dragør og Rødovre. Ifølge oplysninger som DragørNyheder.dk har fået kendskab til har arkivet behov for at køre 2-3 gange ugentligt eller 100-150 gange årligt modsat de ca. 30 gange årligt som kommunen oplyser i spareplanen.

Er det bæredygtigt at lade en besparelse på 2.000 kroner om måneden i lagerleje være på bekostning af, at lokale medarbejdere og frivillige skal bruge op til 150 køredage om året, på transport mellem Dragør og Rødovre, når der skal hentes eller bringes arkivmateriale. Er det bæredygtigt at udflytte en lageropgave som kan etableres lokalt, af lokale virksomheder, når besparelsen er så beskeden og i virkeligheden er betinget af massiv transporttid og dårligere arbejdsforhold for medarbejdere på den ene side og forringet service for borgerne på den anden side.

Dette og meget mere bliver besluttet af Allan Holst (A), Annette Nyvang (T), Morten Dreyer (O), Kim Dupont (V), Lisbeth Dam Larsen (A), Ann Harnek (T), Katrine Tholstrup (C), Helle Barth (V), Martin Wood Pedersen (C) på Børne-, Fritids- og Kulturudvalgets møde i aften.

Bilag:

Opstilling af de to muligheder for fremtidig placering af Dragør Kommunes arkivalier

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?