Dramatisk slutspurt sikrede DB ny sejr

Med god grund var cheftræner Henrik Gundersen helt tomatrød i hovedet efter lørdagens kamp mod Frederiksholm-Sydhavnen. Om det var den milde efterårssol eller den dramatiske kamps forløb var dog ikke til at sige.

Foto: DragørNyheder.dk

Af Henrik Hvillum

Det var dog forståeligt, hvis det var af sidstnævnte årsag. For sjældent havde det været mere dramatisk at følge en fodboldkamp på DB’s opvisningsbane. Og trods megen frustration og modgang undervejs, endte det alligevel med en 3-1 sejr. Og bag succesen stod en 51-årig debutant og et 17-årigt stortalent!

Havde det været en ishockeykamp havde man nok sagt, at DB kom frem over isen fra start. Hele fire kæmpestore chancer blev det til i de første 14 minutter (!). Men ind ville bolden ikke, og som det så ofte sker i fodbold, når man ikke scorer på sine chancer, løb modstanderen i stedet ned i den anden ende og lavede mål.

Foto: DragørNyheder.dk

Midt i første halvleg kom gæsterne nemlig noget misvisende foran på mål af Mads Albryn Nielsen. Kort efter fik DB så tilkendt et straffespark af kampens dommer Kim Verbrugh Larsen, og dermed alle tider chance for at udligne Men desværre brændte Frederik Frost på det skammeligste.

Foto: DragørNyheder.dk

51-årig debutant med verdensklasseredning

Resten af første halvleg og indtil der manglede et kvarter af kampen, var der herefter tale om ét langt DB-pres. Bortset fra en situation efter en halv times spil, da debutanten, den tidligere Superliga-målmand Morten Cramer på næsten 52 år (!), på mirakuløs vis fik reddet et forsøg fra en halv meters afstand.

”Jeg kan forhåbentlig bidrage med noget ro nede bagved og noget erfaring, og kommer der nogle redninger med i købet er det selvfølgelig rart. Jeg var ude og træne med gutterne i torsdags, men ellers kender jeg ikke mine nye holdkammerater. Det skal nu nok gå alligevel”, mente Morten Cramer, da DragørNyheder talte med ham inden kampen.

Og ganske rigtigt var der efter Cramers verdensklasseredning ro i de bagerste geledder. Spillerne fra Sydhavnen var dårligt over midten, de skabte ingenting, og tacklingerne kom lidt for sent, efterhånden som kampen skred frem og trætheden trængte sig på.

Foto: DragørNyheder.dk

Faktisk kom de så meget for sent, at man på et tidspunkt havde to mand, Jonas Hansen og Niklas Mathias Madsen, udviste for hver sit gule kort. Og det udnyttede den blot 17-årige Mathias Rahbek til at score sit sjette mål i de 8 kampe han blot har spillet på DB’s førstehold. Faktisk har han scoret i samtlige hjemmekampe…

Mathias “Wonderboy” Rahbek sætter bolden stilsikkert ind i netmaskerne og får DB med i kampen. Foto: DragørNyheder.dk

Unge Rahbek gjorde det igen

En flot slalomtur på Ingemar Stenmark-niveau gennem modstanderens forsvar blev afsluttet med et tørt hug i mål. Da der manglede ca. 10 minutter, og så var proppen med en gammel sportsjournalist-kliché endelig sprunget af flasken.

2-1 af Johnni Rosenquist og DB er for alvor med i kampen igen. Foto: DragørNyheder.dk

Kort inden dommerens tillægstid kunne Johnni Rosenquist så gøre det til 2-1 med sit mål nr. 52 i sin kamp nr. 257 i den gule trøje. Og kort før slutfløjtet fastsatte Christian ”Krølle” Larsen endegyldigt sejren med målet til 3-1.

Flot hovedstødsmål af “Krølle” lukker definitivt kampen og sikrer DB endnu en sejr. Foto: DragørNyheder.dk

Det var som sagt en udmattet og lettere rødmosset cheftræner Henrik Gundersen, som trods alt havde både ris og ros til sine spillere:

”Vi fejler i dag rent teknisk, fordi alle gerne vil lægge bolden ind i kassen og tyre den ind. Det var lidt i modsætning til de sidste 3-4 kampe, hvor vi har fundet balancen, og fundet hinanden med gode afleveringer. Spillet fungerede egentlig meget godt, og vi kom også frem til chancer, og vi havde alt spillet. Derfor ærgrer det mig også, at vi ikke bare havde afsluttet og afgjort det hele efter første halvleg, hvor vi måske skulle have ført 3-1 eller 4-1”, lød det fra en glad men også nøgtern cheftræner.

DragørNyheders Henrik Hvillum får en snak med en lettet cheftræner Henrik Gundersen efter kampen. Foto: DragørNyheder.dk

DB topper nu rækken med 23 af 27 mulige point efter 9 kampe og en flot målscore på +17. Næste modstander er et topopgør mod Vigerslev på lørdag 12/10 i Valby, mens næste hjemmekamp først er 26/10 kl.13, hvor modstanderen er IF Føroyar.

Lørdagens helte i DB´s sejr over Frederiksholm Sydhavnen: f.v. Mathias Rahbek, Johnni Rosenquist, Christian “Krølle” Larsen. Foto: DragørNyheder.dk
 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?