3 festlige nytårsløb

Et morgenløb på årets sidste dag, giver en god følelse i kroppen, og så er du varmet op til den store aften. Og tænker du at dit nytårsforsæt skal være at leve sundere, er det ligefrem en god tyvstart.

Foto: Jens Berthelsen

Af Pia Melander Guilbert 

God samvittighed på mere end en måde: Charityløbet SocialMarathon

Start: Kastrup svømmehal
Længde: 21,1 kilometer
Tidspunkt: fra 08.30, se nærmere på hjemmesiden www.socialmarathon.dk
Pris: 275,-

Same procedure as last year? Same procedure as every year!
Socialmarathon finder altid sted nytårsaftensdag og slutter altid kl. 13 ved svømmehallen på Røllikevej.

Der er tale om et hyggeløb, hvor man ikke konkurrerer, men følges ad i grupper – måske endda lidt udklædt – og hyggesnakker og nyder de lækre forplejningsdepoter undervejs. Ruten er 21,1 km og går fra Kastrup Svømmehal, ud om Lufthavnen, langs Amager Strand og ind om Operaen. Vil man løbe en hel marathon, tager man ruten endnu en gang – men den anden vej rundt for variationen skyld.

Løbet samler penge ind til Rigshospitalets BørneUngeprogram, der hjælper kronisk syge unge til at leve med deres sygdom. Gennem årene er det blevet til mere end en million kroner i støtte.

Socialmarathon arrangeres af Kastrup Rotaryklub i samarbejde med Kastrup Inner Wheel. Se mere på Facebook, YouTube og på www.socialmarathon.dk, hvor du også kan tilmelde dig.

Det lille friske med nytårskål: Pro Nytårsløb i Dragør

Start: Pro Workout Dragør, A.P. Møllers Allé
Længde: 5 kilometer
Tidspunkt: opvarmning kl 09 og løb kl 09.30
Pris: gratis

En lille tur inden den store aften. Alle kan være med – børn, unge, gamle og dem midt imellem, og du møder helt sikkert nogen, du kender. Det vigtigste er, at det bliver hyggeligt. Ruten går rundt i Dragør fra Pro Workout, ad strandlinjen, Vestgrønningen, Øresundsallé og tilbage i centret, hvor der venter bobler og kransekage. Du behøver ikke at være medlem af Pro Workout for at deltage og det er ikke nødvendigt at tilmelde dig.

Det skøreste: KVIK TRI teams nytårsløb

Start: Klubhuset Kastrup svømmehal
Længde: 5 eller 15 kilometer
Tidspunkt: Klokken 10
Pris: 75 kroner

Kom gerne udklædt. Der er en god flaske vin til dagens skøreste udklædning. Du vælger selv, om du vil løbe 5 eller 15 kilometer, og der bliver samlet op hele vejen, så der er plads til alle.

Der vil være festlige depoter med både vådt og tørt undervejs på ruten, og til sidst er der champagne og kransekage i klubhuset.

Læs mere her: http://www.kvik-tri.dk/events/socialt-nytarslob/

Seneste artikler

 

Fik du læst?