En barsk nytårsaften for en god sag

Nytårsaftensdag gennemførte over 100 løbere det traditionelle Socialmaraton fra Kastrup Svømmehal. En hel eller en halv maraton fra morgenstunden – så var nytårsaften godt i gang! Mere end 100 løbere gennemførte langdistanceløbet som arrangeres af Kastrup Rotaryklub. Ca. 40 motionister løb hele 42 km og de resterende 80 nøjedes med det halve.

Glade løbere i Amager Strandpark. Foto: Jens D. Berthelsen

Socialmarathon er langdistanceløbernes ”afdansningsbal”, hvor man ikke konkurrerer, men løber i grupper med fartholder så alle hold var i mål kl. 13.  Nogle løb med lidt udklædning og for hver 5. kilometer var der depoter med søde sager og varme drikke.
Ud af de 9 løbere på første hold (maraton på 4½ time) var det kun fartholderen, som ikke var medlem af klub 100 Maraton, som man bliver optaget i, når man har gennemført 100 maratonløb. Han blev selvfølgelig ”hyggemobbet” undervejs.

En af de andre fartholdere løb den dag sit maratonløb nr. 370…
Ruten strakte sig fra Kastrup Lufthavn og ind om Operaen, hvilket var en strækning på 21 km. Helmaratonløberne tog den en ekstra gang – men den modsatte vej rundt for afvekslingens skyld…

Einer Lyduch holder nytårstalen. Foto Jens D. Berthelsen

I år var det formanden for Tårnby Kommunes Sundheds- og Omsorgsudvalg, som ønskede løberne godt nytår. Einer Lyduch er selv aktiv løber og han lagde i sin tale vægt på løbernes gode eksempel, samtidig med at man løb penge ind til en god sag, i i form af Rigshospitalets Børne-unge-program, som hjælper unge kronikere til at leve et så normalt liv som muligt, med forskellige sygdomme.

Einer Lyduch pegede også på den store indsats, Tårnby Kommune gør i disse år ved at udbygge de faciliteter, som skal gøre det lettere for borgerne at leve sundt – den nye svømmehal på Vestamager, skaterbane, legepladser, grønne områder osv.

Løbets leder, Peter Hofman-Bang fra Kastrup Rotaryklub, oplyser, at takket være generøse sponsorer er det muligt at sende løbernes deltagergebyr ubeskåret til Rigshospitalets Børne-unge-program, som derfor i år modtager ca. 40.000 kr.

Siden Socialmaratons start i 2001 er det blevet til over en million kroner til det gode formål. Og ja – løbet gennemføres uanset vejret!

Løbere i Amager Strandpark. Foto: Jens D. Berthelsen
 

Seneste artikler

Badebro på plads

Søvangs helt eget sjak af frivillige brobisser var sidste weekend på hårdt arbejde med at sætte den imponernede 279,1 meter lange badebro.

 

Fik du læst?