Mandfolk på MTB: Når livvidde, alder og grej ikke er en hindring for motion

Fylder du lidt ekstra i landskabet og kan du lide at spise dig mæt hver aften? Er du til hygge og fællesskab frem for intervaltræning og hæsblæsende tempo over flere timer? Har du en cykelhjelm, en nogenlunde velfungerende mountainbike eller et ønske om at prøve en? Og ja – er du en mand! Så skal du tjekke Dragør Cykelklubs nye tiltag ud.

Foto: PR

Hos ”Mandfolk på MTB” er det nemlig det sociale og fællesskabet, der er i centrum og absolut ikke, hvem der ser bedst ud i tætsiddende cykeltøj eller hvem der kører hurtigst.

Et fællesskab med plads til ALLE

I den nystartede MTB-afdeling i Dragør CK, går man målrettet efter at få flere op af sofaen og ud i naturen og nyde fællesskabet sammen med en masse gode mennesker:

”Vi starter det her op, fordi vi tror der sidder folk rundt omkring, som har et ønske om at få noget motion. Men det kan være svært at finde mod eller lyst til at motionere sammen med en gruppe, som er i god form og kører hurtigt”, siger Thomas Ulrik Johansson, der er en af de to initiativtagere til mandfolkefællesskabet.

”Ingen har lyst til at være den, der kommer halsende efter resten af gruppen og alle får mest ud af motion med andre på cirka samme niveau. Derfor er der ingen mål for hvor god form man skal være i for at deltage og vi deler altid op efter niveau så ingen kommer til at være det tynde øl. Vores mål er at skabe et fællesskab hvor det sociale og hyggen er omdrejningspunktet”, fortæller den anden initiativtager Henrik Jensen.

Foto: PR

FLERE SKAL ’BEVÆGE SIG FOR LIVET’

Initiativet er skabt i et samarbejde mellem Dragør Cykelklub og Bevæg dig for livet – Cykling, som i disse år arbejder intenst for at styrke klubberne med henblik på at få flere danskere op på cyklen og ud i naturen:

”Mountainbike er rigtig godt, hvis man vil i gang med at motionere, men bærer rundt på nogle ekstra kilo. Det er nemt at gå til og perfekt, hvis du vil undgå overbelastninger. Vi arbejder målrettet på at få flere danskere til at være aktive og skabe nogle gode fællesskaber blandt mennesker, og med ”Mandfolk på MTB” her i Dragør på Amager kommer vi et skridt tættere på det mål”, siger Martin Wang Hjørngaard, der er Udviklingskonsulent hos Danmarks Cykle Union og arbejder i projektet Bevæg dig for Livet.

INGEN VINTER PÅ DEN LADE SIDE

Mandfolk på hele Amager skal ikke gøre sig for mange forhåbninger om en rolig vinter. Allerede søndag d. 1. marts kl.10.00 trilles der ud første gang fra Troels Cykler, Hovedgaden nr. 20. Er man interesseret så er det bare med at møde op, og bliver man bidt af det kan man herefter melde sig ind i foreningen. Følg med på Facebook i gruppen ”Mandfolk på MTB – Dragør CK” 

For mere information:

Vil du vide mere om turene ved Mandfolk på MTB i Dragør, så er du velkommen til at kontakte initiativtager Henrik Jensen på tlf. 26 72 77 41 eller Thomas Ulrik Johansson på tlf. 30 23 53 52. Vil du høre mere om konceptet ”Mandfolk på MTB” og Bevæg dig for livet-indsatsen, så kontakt Martin Wang Hjørngaard, tlf. 50 51 07 17

Bevæg dig for livet – Cykling er et resultat af Bevæg dig for livet-visionen mellem DIF, DGI, TrygFonden og Nordea-fonden. Ønsket er at udbrede vores passion for cykling, så endnu flere kan opleve glæden ved at være en del af cykelsporten, cykelmiljøet, klub- og foreningslivet. Og det vil vi gøre sammen med foreninger og udøvere.

Seneste artikler

Fik du læst?