Takeaway er ikke længere bare pizza og burger, men for tiden også lækre middage fra gode restauranter. Du kan få tøj fra din lokale yndlingsforretning leveret døren. Nogle steder er leveringen endda gratis, og du kan også bestille tid til at komme ned og handle med dig som eneste kunde.

Af Pia Melander Guilbert
På en stor frodig græsplæne med Øresunds blå bølger i baggrunden og sol foroven, står forretningsmanden og serie-iværksætteren Martin Thorborg, som blandt andet er medstifter af regnskabsprogrammet Dinero. Martin Thorborg er kendt for at dele ud af sin erfaring til andre virksomhedsejere og iværksættere. Lige nu er det i en video, der kan ses på Facebook.
– Øresund ligger derude og glimter. Hun er pisseligeglad med Corona, og forhåbentlig i en ikke så fjern fremtid er vi kommet videre, og depressionen har lagt sig, siger han i videoen, der tager afsæt i, hvordan krisetid før har fået os til at ændre handlevaner.
Han nævner blandt andet et eksempel fra finanskrisen, hvor folk pludselig ikke længere havde råd til at købe et nyt badeværelse til flere hundrede tusind, men de ville gerne købe et nyt armatur til 10.000 kroner.

Affordable Luxury
”Affordable luxury” er kodeordet, ifølge Martin Thorborg. Måske har du ikke råd til at spise store bøffer hver dag, men du kan godt købe en kaffe til 50 kroner på Starbucks.
– Du kunne lave kaffen meget billigere selv derhjemme, men det handler om følelsen af, at du stadig har råd til at gøre noget lidt fjollet, forklarer Martin Thorborg, som har gjort sig den erfaring, at det oftest er det helt billige og det helt dyre, der overlever i krisetid, og den viden kan forretninger og andre handlende bruge netop nu:
– Tænk over, hvordan du kan lave affordable luxury og tilbyde dine kunder en luksusoplevelse, opfordrer han.
Den berømte berygtede boks
Tænk ud af boksen, sagde man en overgang, indtil det udtryk blev så fortærsket, at ingen (forhåbentligt) gider bruge det længere. Ikke desto mindre er det, hvad vi er tvunget til at gøre i krisetider. Det gælder egentlig os alle, både når vi skal finde nye måder at kommunikere med ældre og andre særligt udsatte, som ikke længere må få besøg, drible mellem hjemmearbejde og hjemmeskoling og stå sammen hver for sig, men det gælder først og fremmest, når man vil holde liv i sin forretning. Det er et benhårdt løb, men også spændende at følge med i, hvordan mange handlende i øjeblikket finder ud af nye måder at nå ud til kunderne på. Har du haft en særlig god kundeoplevelse under Corona-krisen? Så sig det højt i kommentarsporet på DragørNyheders Facebookgruppe.
Herunder kan du se Martin Thorborgs video på Facebook: