Dragør Boldklub rykker op!

Det holdt hårdt, men til sidst lykkedes det alligevel for Dragør Boldklub (DB) at sikre sig det ene point efter 2-2 mod BK Viktoria, hvilket akkurat var nok til at rykke op i Københavnsserien.

Dragør Boldklub kunne i dag fejre oprykning til Københavnsserien efter 2-2 hjemme mod BK Viktoria. Foto: AmagerNyt

Allerede i går havde Vigerslev planmæssigt slået Jægersborg i det forkortede slutspil om to pladser i Københavnserien i næste sæson, hvilket betød, at DB altså blot skulle klare uafgjort mod Viktoria for at sikre sig den eftertragtede oprykning.

Faktisk startede oprykningsfesten allerde efter 2 minutter, da Kristoffer Enoch bragte de gulblusede foran 1-0. Men herefter gik der gummiben i den for cheftræner Henrik Gundersens tropper, som tydeligt var lammet af, at man var så tæt på sæsonens erklærede mål.

Gæsterne kom nemlig både på 1-1 og endda 2-1, inden den indskiftede Victor Ziegler med omtrent 20 minutter igen kunne score det mål, som viste sig at indfri de gulblusedes drømme om at spille på et højere niveau i næste sæson.

De næste to kampe, hjemme mod Jægersborg (hjemme) og Vigerselv (ude) afgør nu blot, om DB skal slutte som nummer et eller to i det forkortede oprykningsspil, som DBU København etablerede på grund af den lange coronapause.

Der var naturligvis fest og løssluppen stemning på Halvejen 5, men trods lettelsen og glæde over sejren var det også en nøgtern cheftræner Henrik Gundersen, som iført øl-vød trøje erkendte, at hans hold havde opnået det ønskede, trods en dårligt spillet kamp.

“Vi spiller dem jo ud af brættet efter vi kommer tidligt foran, men herefter går vi i stå. Vi spiller endda med en mand i overtal (efter en advarsel til Viktoria – red.), men der går vi så endnu mere i stå. Det så skidt ud, da de kom foran, men heldigvis står vi nu og kan glæde os over oprykningen, som var vores helt store mål. Vi går selvfølgelig efter at slutte som nummer et, men Vigerslev ser stærke ud”, analyserede cheftræneren, inden en flok kåde spillere tog sig kærligt af ham…

Der blev presset på af de gulblusede DB-spillere, inden det hårdt tilkæmpede point mod BK Viktoria var en realitet. Foto: AmagerNyt.
 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?