Martin Andersen Nexøs hjørne på Christianshavn

Christianshavn husker en af Danmarks store forfattere, dert trods sit bornholmske efternavn, blev født på Christianshavn…

Hvor Christianshavns Kanal møder Langebrogade finder man nu Martin Andersen Nexøs Plads. (Fotos: Finn Edvard)

En af landets store forfattere er Martin Andersen Nexø, der blev født for 152 år siden i et fattigt hjem på Christianshavn. Faktisk så fattigt, at Martins far klagede over de mange børn i familien, der “æder mig ud af huset”, som han sagde. Familien boede i Sankt Annæ Gade – i dag et attraktivt sted at bo, men dengang en af byens fattigste adresser, et stenkast fra Vor Frelser Kirke.

Martin Andersen Nexø er hædret meget mere i udlandet end hjemme i Danmark. Især i det tidligere Sovjetunionen og DDR var han nærmest folkehelt, og det var naturligvis en af grundene til, at han boede en stor del af sit voksen liv i den smukke østtyske by Dresden, hvor han døde i 1954. Under den tyske besættelse af Danmark måtte han som kommunist flygte til Sverige, men blev senere budt anderledes velkommen af Tyskland.

Og to steder i Danmark er Andersen Nexø mindet: I Nexø og på Christianshavn.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Statuen af den danske forfatter på Christianshavns Vold. Skulpturen er udført af Knud Nellemose (1908-1997)

For faderen var bornholmer og havde søgt lykken i København. Familien fandt den ikke og flyttede tilbage til faderens hjemby, Nexø.

I det hus i Nexø, der i dag udgør de spændende og historiske mindestuer for den store forfatter, boede Martin Andersen Nexø, da han var i 12-års alderen – og tre år frem, inden han blev sendt væk hjemmefra for at ernære sig som vogterdreng og røgter. Der var ikke mere plads til ham hjemme. Senere kom Martin til Rønne og i lære som skomager. Mester havde ikke råd til at have ham ansat, da han blev udlært, men det skulle vise sig at være en lykke for den begavede dreng, der ved venners hjælp i stedet blev elev på højskoler, først i Østermarie og siden på Askov Højskole.

En Oscar til dansk film

Senere tog Martin Andersen navn efter den by, hvor han boede som stor dreng, og under navnet Martin Andersen Nexøblev han en berømt forfatter med hovedværker som “Pelle Erobren” og “Ditte Menneskebarn”, begge filmatiseret med bragende succes. Den første tilmed Oscar-belønnet med den svenske stjerneskuespiller Max von Sydow i rollen som Pelles far og med Bille August som fremragende instruktør.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Mindehuset og barndomshjemmet i Nexø.

Faktisk er Martin Andersen Nexø formentlig den danske forfatter, der er blevet læst mest efter H. C. Andersen. Ude i den store verden. Dette på grund af den store begejstring, som Nexø vakte i det daværende Sovjetunionen og andre lande i Østeuropa.

For Andersen Nexø blev først socialdemokrat – siden kommunist – og han endte da også med at bo i Dresden, hvor han også døde, knap 85 år. Han blev dog efter eget ønske begravet på Assistens Kirkegaard i København – i øvrigt samme sted som bemeldte H. C. Andersen.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Den smykke by Dresden. (Foto: Coco Parisienne)

Andersen Nexø fik som forfatter senere et hav af hædersbevisninger fra det kommunistiske Europa: Æresdoktor ved universiteterne i Leipzig og Greifswald, æresmedlem af mange foreninger – og æresborger i Dresden, hvor et gymnasium er opkaldt efter ham.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Sankt Annæ Gade – i dag en attraktiv adresse, men det var den ikke, da Martin blev født i gaden i 1869.

Han blev også æresborger i Nexø. Dog først 43 år efter han opnåede udmærkelsen i Dresden.

Den store danske forfatter var ikke ubetinget begejstret for Bornholm – og de mennesker, han stiftede bekendtskab med undervejs. Det var måske lidt gengældt. Alligevel tog han navnet “Nexø” efter sin barndomsby.

Mindepladen på huset i Sankt Annæ Gade 33.

Mindestuerne i Nexø er en populær attraktion, og på Christianshavn kan man finde en mindeplade i St. Annæ gade 33, hvor han blev født. Og på Christianshavns Vold findes et monument for ham, få hundrede meter fra hans fødested. Og i Langebrogade, hvor denne mødes med Christianshavns Kanal, er der nu en lille plads, der hedder “Martin Andersen Nexøs Plads”.

Senere på foråret, når alt bliver lunere og grønnere, klan det anbefales at tage en tur i Andersen Nexøs fodspor på Christianshavn – evt. i selskab med en af hans fremragende noveller. Ligesom det er et must at besøge mindestuerne i Nexø, hvor der også er bogsalg m.m.

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?