Julehygge: Lav dine egne julegaver

Lørdag og søndag 18 og 19. december og lillejuleaften 23. december og juleaftensdag 24. december inviterer Naturcenter Amager Strand til julegaveværksted.

I julegaveværkstedet kan man f.eks. lave denne flotte mulepose.

 

Af Lene Dam Jørgensen

Naturcenter Amager Strand på Øresundsstien 7 inviterer til julegaveværksted lørdag og søndag 18. og 19. december fra kl. 10 til 14. Der er også åbnet lillejuleaften 23. december og juleaftensdag 24. december fra kl. 10 til 14. Der er julestue, hvor børn og voksne kan komme og lave julegaverne til både familien og vennerne. Hvis der mangles en gave til en af julens pakkelege kan det også klares.

Juleposer med japansk fisketryk

I julegaveværkstedet kan der laves muleposer med fisketryk, strandbilleder, stenmagneter og fuglekasser.

Der kan komme ”Gyotaku”, der er et japansk fisketryk, på muleposen.

Når japanske fiskere i gamle dage tog ud for at fange fisk, kunne der nemt vare mange dage, før de vendte hjem igen. Derfor udtænkte de gyotaku-teknikken, der havde til formål at dokumentere, hvor stor en fisk de havde fanget, mens de var væk. Gyotaku betyder fisketryk, og er en metode, hvor selve fisken smøres i farve og trykkes mod papir eller andet materiale for at vise fiskens nøjagtige størrelse og form.

Gave til familiemedlemmer

Næsten som de gamle japanske fiskere skal der på Naturcenter Amager Strand laves rigtige fisketryk på bæredygtige muleposer, som familiemedlemmer kan få som julegave.

Med en fisk og lidt farve kan børn og voksne lave deres helt egen dekorative fiskemulepose.

Det koster 50 kroner i materialer, og der sælges kaffe, te og kakao til fem kroner. Metroen kører lige til Naturcenter Amager Strand.

Undervisnings- og aktivitetstilbud

Naturcenter Amager Strand er et undervisnings- og aktivitetstilbud for institutions- og skolebørn samt børnefamilier. Alle aktiviteter omhandler strandens natur og er rettet mod alderen 0-10 år.

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?