Klimaet og miljøet fylder meget på Løjtegårdsskolen. For anden gang på halvandet år fik skolen fredag Det Grønne Flag, som er det synlige bevis på, at skolen har et stort fokus på miljø og bæredygtighed.

Løjtegårdsskolen får blandt andet Det Grønne Flag, fordi skolen har etableret en affaldssortering i alle klasser med særskilte affaldsbeholdere til de forskellige affalds-fraktioner.
Skolens elever har i samarbejde med “Plant et træ” også etableret en lille frugtplantage i tre store plantekasser i skolens minigård. Der er også etableret et grønt udeområde med vandhul, hvor eleverne set på det dyreliv, der har spredt sig til den lille sø i form af vandinsekter.
(Artikel fortsættes under billedet)

Samtidig har 8. klasserne haft fokus på natursyn og biodiversitet i lokalområdet og har haft et forløb om Amager Fælled.
Imponeret borgmester
”Det er imponerende at se, hvor mange miljøtiltag, som elever og medarbejdere står bag. Jeg var på skolen i 2020 og hejse Det Grønne Flag sammen med eleverne, og nu gør vi det igen,” siger borgmester Allan S. Andersen og fortsætter:
”Vi er en grøn klimakommune, som har sat os mange gode mål i forhold til klimaet. Eleverne på Løjtegårdsskolen er med til at vise vejen, ligesom der er et stort fokus på klimaet på vores andre skoler og i vores daginstitutioner. Det er rart at opleve, at de nye generationer er så klimabevidste. Det tegner lyst for fremtiden,” siger borgmesteren.