Blæserkvintet spiller Mozart

Filips Kirke på Kastrupvej inviterer lørdag 26. februar kl. 16 til koncert med blæserkvintetten Qwindtet Copenhagen, der blandt andet spiller musik af Mozart.

Qwindtet – international gruppe i Filips Kirke.

 

Af Lene Dam Jørgensen

Filips Kirke på Kastrupvej 57 inviterer lørdag 26. februar kl. 16 til koncert med Qwindtet Copenhagen. Kvintetten blev dannet i foråret 2019 af fem unge ambitiøse unge musikere på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. De kommer fra tre forskellige lande, nemlig Danmark, USA og Spanien.  Qwindtet Copenhagen består af Elizabeth Salerno på fløjte, Freja Katrine Arendt på obo, Maria Torres Florit på klarinet, Raúl Bote Albalá på fagot og Esben Toft på horn.

Carl Nielsen og Mozart

Til koncerten i Filips Kirke spiller kvintetten musik af Mozart og Carl Nielsens højtelskede blæserkvintet fra 1922, hvori Carl Nielsens egen salmemelodi til “Min Jesus, lad mit hjerte få” indgår. Carl Nielsen fik idéen til værket, da han hørte fire blæsere fra det kongelige kapel øve sig på et værk af Mozart.

Derfor indgår musik af Mozart også i kvintettens repertoire ved koncerten. Musikerne fortæller om musikken undervejs.

Rutineret kvintet

Qwindtet Copenhagen har spillet en række koncerter i Danmark, heriblandt i København, Helsingør og Haslev, og har desuden medvirket til festivalerne “PULSAR 2020” og Franske Vinde 2021. Deres repertoire består af mange standardværker for blæserkvintet, herunder musik af Franz Danzi, György Ligeti og Darius Milhaud.

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?