Tangen skal fjernes fra stranden

Den officielle badesæson begynder søndag 1. maj, og Dragør Kommune er i fuld gang med at fjerne tang fra havvandet på Mormorstranden på Batterivej

Badesæsonen er på vej…

 

Af Lene Dam Jørgensen

Badesæsonen begynder officielt søndag 1. maj. Derfor har Dragør Kommune allerede nu travlt med at fjerne tangen, inden badegæsterne kan bade i havvandet.

”Vi skal gerne have taget tangen op inden april, så det kan bringes ud på landbrugsjorden inden maj. Derfor er vi i gang nu” fortæller Kim Schwartz, leder af Vej og Gartner i Dragør Kommune.

Kim Schwartz regner med, at der skal fjernes omkring 1.000 ton tang, inden mormorstranden kan åbne til maj. Derudover forventes det, at der skal fjernes omkring 500 ton i løbet af badesæsonen. Inden for de sidste par år er forekomsten af tang steget.

Lokal landbrug

Tangen afsættes til lokalt landbrug, som bruger det som gødning og som middel til jordforbedring. Før det sker skal tangen dog analyseres blandt andet for tungmetaller. Det må ikke komme i landbrugsjorden, før det er blevet analyseret.

”Vi er altid spændt på analyseresultaterne, fordi tangen i perioder kan indeholde for meget af tungmetallet cadmium, og så må det ikke bringes ud på landbrugsjord, men skal afsættes til et anlæg, som kan håndtere tangen, ” siger Kim Schwartz.

Mormorstranden på Batterivej 30 forventes at kunne åbne omkring søndag 1. maj.

 

 

Seneste artikler

Badebro på plads

Søvangs helt eget sjak af frivillige brobisser var sidste weekend på hårdt arbejde med at sætte den imponernede 279,1 meter lange badebro.

 

Fik du læst?