Morgenkoncert i Dragør Svømmehal

Dragør Svømmehal i Hollænderhallen inviterer til morgenkoncert mandag 30. maj med jazzede toner

Jesper Nordberg og Brandon Lopes

Af Lene Dam Jørgensen

Dragør Svømmehal i Hollænderhallen på Halvejen 3 inviterer mandag 30. maj kl. 08.30 til morgenkoncert i svømmehallen med musikerne Jesper Nordberg og Brandon Lopes.

Koncerten foregår i svømmehallen i offentlig åbningstid. Tilhørerne er velkomne til at have badetøj på og lytte til koncerten fra svømmebassinet. Det er også muligt at høre koncerten siddende på en stol eller bænk. Svømmehallen anbefaler dog en let påklædning, da der er forholdsvis varmt og en høj luft-fugtighed i svømmehallen.

Jazz for alle

Morgenkoncerten i svømmehallen er første eksperiment i, hvad Jesper Nordberg håber, bliver koncertrækken “Jazz for alle”. Koncerterne kommer til at være forskellige steder i Dragør. At koncerten foregår i svømmehallen, er en del af det koncept, som Nordberg arbejder med og tror på. Han mener, at jazz skal være for alle og ikke kun for dem, der allerede hører jazz.

Om kunstnerne

Jesper Nordberg er en ung kontrabassist med base i Malmø og København, hvor han studerer på Rytmisk Musikkonservatorium. Brandon Lopes er New York baseret puertoricansk/amerikansk musiker, som arbejder i udkanten af jazzen, fri improvisation og noise.

Køb almindelig billet

Morgenjazz foregår i svømmehallens almindelige åbningstid – og det koster almindelig adgangspris til svømmehallen at deltage i arrangementet.

Seneste artikler

 

Fik du læst?