Bålfest, midsommer og latinske rytmer på Bryggen

Sankt Hans aften torsdag 23. juni på byder på bålfest med mad, midsommersang, musik og tale på Islands Brygge

Yemi Vales latin band – underholder Sct. Hans aften

Af Lene Dam Jørgensen

Sankt Hansaften torsdag 23. juni fra kl. 17 kan Kulturhus Islands Brygge på Islands Brygge 18 endelig igen invitere til midsommerfest med tale, sang, livemusik, ny cirkus med teateret Glimt og sankthansbål.

Båltalen holdes af Johan Olsen, der udover at være biolog, forsker og børnebogsforfatter, også er kendt som forsangeren fra Magtens Korridorer.

Grillmad og cirkusforestilling

Bryggens Spisehus tænder op i grillen, og serverer en grilltallerken til 165 kroner og pølser med brød til børnene til 40 kroner. Det foregår på gruspladsen ved siden af kulturhuset.

Kl. 17 er der en kombineret koncert – og cirkusforestilling med Teater Glimt . Her flyver musikerne bogstavelig talt rundt, mens de spiller på deres instrumenter. Artisterne er alle akrobater og deres fusion af nordisk folk-punk-gypsy-funk sætter pulsen i gang, mens akrobatikken skaber humoristiske, rørende, imponerende og nervepirrende øjeblikke.

Kl. 18.30 er der koncert med Yemi Valdes Latin Band, som er et cubansk-skandinavisk band med syv musikere. Bandet byder på livemusik med en blanding af salsa, rumba, bolero. Det er også præget af lidt af jazz og afroamerikansk musik og latinamerikanske rytmer.

Kl. 20 er der koncert med sangeren Sarah MacDougall. Hun er bosat i Canada og er prisvindende sanger og sangskriver. Sarah MacDougall er kendt for sine poetiske og passionerede optrædener. Hun blander folk-, pop- og rock-elementer i sine sange.

Sankthansbål og midsommersang

Kl. 21 holder Johan Olsen båltale, og derefter synges midsommervisen. Sankthansbålet tændes, og aftenen sluttes af med endnu en koncert.

Denne gang er det med det tyrkiske og danske band Tuhaf, der spiller popmusik med rødder i 70’ernes tyrkiske genre ”Anadolu Rock”. Siden 2015 har bandet stået på scenen i Danmark og Tyrkiet og spillet en kombination af gnistrende electropop, hvinende sjælere om savn og sorg og klassisk 70’er-rock i stil.

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?